Billedkunst i kirken
Billedkunst i kirken
Paver og politik
Indholdsfortegnelse.
Kirkehistorisk baggrund
Henotikon
Pave Gelasius
Kejser Justinian 1.
Kirkens ledelse
Gregor1.
Brevet fra Gregor 2. til Leo 3
Den 6 synode
Det byzantinske rige
Den ikonoklastiske strid
a. Biskopper og kejsere
b. Sidste formaning
Efterspil
Sammenfatning
Litteratur
Kirkehistorisk baggrund
I et brev fra pave Gregor 2.(715-31) til kejser Leo 3.(717-41) af Byzans / Konstantinopel fra 730 bebrejder Gregor kejseren, at han ikke har efterkommet hans tidligere skrivelse om at ophæve forbudet mod billeddyrkelsen.
Da det vestromerske rige faldt i år 476, fik pavestolen større indflydelse, eftersom kirken nu var den eneste autoritet, der havde bestået under folkevandringernes trussel.
Det var også i denne periode at pave Innocentius 1.´s ide fra omkring 410 fik ny næring. Paven var af den opfattelse, at han burde have en monarkisk position, først og fremmest over vestens kirke, men senere også som folkenes konkrete beskytter og leder.
Pave Leo den Store (440-61) formulerede en bevisførelse for denne påstand ud fra Mt . 16,18 og 19.
”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden skal være løst i himlene.”
Det var således Peter, der havde fået nøglerne til Himmerigets Rige overgivet, og dermed også retten til at binde og løse alt på jorden.
Derfor krævede den romerske biskop også at have den højeste
lovgivnings- doms og forvaltningsret over kirken. Men paven var dog stadig underordnet kejseren.
Dette krav var et klart brud med den tidligere praksis i oldkirken, som kirkefaderen Cyprian (200-258) havde udviklet, og som hvilede på en ligeberettigelse af alle biskopper.
Henotikon 482
Omkring 400-tallet var de første tendenser begyndt til en kulturforskel mellem den romerske og den græske verden.
Dette modsætningsforhold blev yderligere forstærket efter synoden i Kalkedon 451, som både fordømte nestorianismen og monofysitismen (herom senere). På mødet blev det fastslået; at den ene og samme Kristus, Herren, den enbårne, erkendes i to naturer, der er uden sammenblanding, uden forandring, uden deling og uden adskillelse, idet naturernes forskellighed på ingen måde er fjernet på grund af enheden, men snarere enhver naturs egenart er bevaret og mødes i een person.
Rent numerisk var monofysitterne i overvægt i forhold til tilhængerne af Kalkedon , som udgjorde et klart flertal i Konstantinopel, Grækenland og på Balkan. Kalkedonenserne var græsktalende, intellektuelt orienteret og støttede centralregeringen i Konstantinopel/ Byzans . Monofysititterne havde den bredeste folkelige tilslutning og en overvejende del af munkevæsnet med sig.
Der var således tale om både sociale og religiøse modsætninger mellem de to anskuelser.
Da modstanden mod den kalkedoriske ret begyndte at gøre sig
gældende i rigets vigtigste provinser, ønskede kejseren at komme
monofysitterne til hjælp for at undgå at hans rige kom i opløsning. Monofysitterne hævdede, at Kristus kun havde været Gud og ikke et virkeligt menneske , derfor udstedte kejser Zeno i 482 ediktet med monofysitternes kristologiske opfattelse. Henotikon-politiken medførte ikke blot et brud med Rom, men også at nestorianerne udskilte sig. Deres lære forkastede betegnelsen Jomfru Maria som Guds moder, og den ville stoppe Mariadyrkelsen , desuden hævdede nestorianerne Jesu fuldkomne menneskelighed.
Omkring 500 dannede de en selvstændig kirke i østsyrien og Persien.
Eftersom et sådant skisma i længden var uholdbart, og Henotikon ikke fik den tilsigtede virkning på monofysitterne , blev det ophævet i 519. Dette førte til, at de monofysistiske tilhængere udskilte sig og dannede deres egen kirke, da Rom som bekendt stod for Chalkedonense (Kristus havde to naturer i en person uden sammenblanding eller forvandling, men uopløseligt og uadskilligt forenede).
Pave Gelasius (492-92)
Pave Gelasius 1. hævdede, at verden styredes på en dobbelt måde: nemlig gennem biskoppernes hellige autoritet og kejserens magt, som kirkens mænd skulle underordne sig. Samtidig hævdede han også, at kirkens autoritet stod højere end den verdslige verdens styre, fordi den forvaltede frelsen, og derfor måtte ingen verdslig myndighed herske over kirken.
Kejser Justinian 1. (527-65)
Fundamentet for Justinians politiske mål var rigskirkens enhed omkring en fast lære, og hans kirkelige tros højeste autoritet var Rom; derfor ønskede han også at flytte det kirkelige tyngdepunkt mod vest og inddrage Rom i sine politiske dispositioner.
Både politisk og religiøst fik Justinians regeringstid en gennemgribende betydning. Justitian kan kaldes skaberen af den byzantinske kirke, med dens særegne kirkeretslige lovgivning, munkevæsen m.m. samt dens nyplatonsk-areopagitiske mysterie- og kultfromhed. Denne religiøsitet tog udgangspunkt i forholdet mellem de evige ideer og den omskiftelige endelighed forenet i et system af gudstjenstlige handlinger og ekstaser, hvorigennem mennesket under Jesu lidelse skulle stige op til en nærmere forbindelse med Gud og således apoteosers.
I en sådan kultur er det ikke svært at forstå, at billeddyrkelsen let kunne tage overhånd, men også møde modstand i vide kredse. På samme tid fik den byzantinske kunst under orientalsk påvirkning et vældigt opsving.
Mysteriefromheden herskede således i det byzantinske fromheds
liv.
Kirkens ledelse
Den kirkelige ledelse blev nu samlet om kejseren, men samtidig fik den økumeniske patriark en højere status, som ikke betingede patriarkatets ubetingede lydighed. De havde således hver deres opgave, præsten gennem sin velsignelse og kejseren gennem sin magt, men ofte greb dog kejseren ind i kirkens anliggender. Dette gjorde kejser Leo 3. også, da han i 726 først forbød paven, at der blev knælet for kirkens billeder, og i 730 krævede han, at de skulle fjernes eller overmales. På kejserens side stod hæren, og mod ham stod munkene, lægfolket og pavestolen, der også blev støttet af Johannes fra Damaskus. (Joh. levede fra ca.650-749, og var en indflydelsesrig teolog. Bl.a. var han talsmand for de kristne hos den muslimske kalif).
Gregor 1. (590-604)
Gregor blev pave på det tidspunkt, hvor de politiske forhold i hele det nordlige Italien lå i kaos, og longobarderne belejrede Rom. I virkeligheden betød longobardernes indtrængen en vinding for pavedømmet. Den lokale forvaltning blev næsten selvstændig overfor kejseren, og da den borgerlige forvaltning svigtede, kom ledelsen i biskoppernes hænder, endogså militæret, og dermed kunne paven træde i forgrunden, idet præfekten over Italien forsvandt.
Da Gregor 1. fik skaffet longobarderne af vejen, kom hans politiske indflydelse til at strække sig over det meste af Italien, og hans kirkelige myndighed omfattede også store dele af Vesterland.
Han fastholdt principielt pave Leo den Stores (440-461) magtkrav, og udfærdigede en katolsk retssætning , ud fra hvilken han ikke behøvede at søge yderligere støtte i de kejserlige edikter. Ligesom Leo udstrakte han sit magtkrav til også at gælde østens kirke og gik hårdt i rette med patriarken i Konstantinopel, fordi denne lod sig kalde økumenisk patriark; dog kunne han ikke politisk frigøre pavestolen fra stillingen som undersåt af kejseren i Byzans .
Derimod vandt han i Italien også en verdslig magtstilling, da han havde overtaget ledelsen af forsvaret mod longobarderne.
Således vendte herredømmet over Italien efter mange omskiftelser tilbage til Rom.
Pavestolen fik nu også de økonomiske forudsætninger for sin kommende verdenspolitik, idet Gregor ordnede de store jordgodser, som romerkirken gennem tiden havde erhvervet sig. Disse værdier var også stærkt påkrævede, da Gregor overtog de fleste af statens tidligere forpligtigelser i kejserens sted, som også indbefattede bespisning af de fattige.
Det var med dette bagland in mente, at pave Gregor 2. kunne optræde med sin myndighed overfor Kejser Leo 3 i år 730.
Brevet fra Gregor 2. til Leo 3. ( Isaurier )
Brevet indledes i en hård og uforsonlig tone, hvor Gregor bebrejder Leo for ikke at have det rette kristne sind, og til eksempel fremhæver Gregor 2., Gregorius Thaumaturgos (død ca.270). Gregorius blev vundet for kristendommen af Origenes og blev siden biskop i sin fødeby, Neocaesarea i Pontus i Lilleasien, hvor han stærkt bidrog til kristendommens udbredelse.
Ligeledes fremhæver Gregor brødrene Gregor af Nyssa (død 394) og Basilios af Caesarea (ca. 33o-379) og deres ven Gregor af Naziaz (329/30-390), som i den byzantinske kirke bar ærestitlen “teologen”. Disse havde alle været biskopper i Kappadokien i Lilleasien, og alle tre hører til den græske kirkes mest ansete lærere. Endvidere nævnes Chrysostomos (344/54-407), som efter sin død også opnåede autoritet som kirkelærer.
Grunden til at Gregor nævner disse mænd, er deres indsats for kirkens sag, som kejseren iflg. Gregor burde efterfølge. Nogle af kejserens forgængere bliver ligeledes fremhævet i brevet som eksempler på den rette indstilling overfor kirken, som f.eks. Konstantin den Store, og Theodotius den Store, på hvis foranledning Justinian 1. begyndte sin borgerlige lovsamling.
Denne samling af love kan betegnes som den romerske statskirkes vugge. I denne lovsamling blev det bl.a. påbudt, at hver mand i riget skulle bekende apostelen Peters tro:
”Tre personer i een guddom, og alle andre, som havde en anden mening skulle hjemfalde til guddommelig og menneskelig straf”.
Endvidere nævnes Valentin den Store samt Justinian den Store, der for at formidle Chaicedonense-tilhængerne havde fordømt den i monofysitiske kredse af munke højt beundrede Origenes samt Konstantin, Justinians fader under hvem det 6. koncilium blev afholdt.
Kejser Leo bebrejdes også for i et tidligere brev at have tituleret sig som både kejser og præst. Hermed hentyder Gregor til kejserens autoritet, hvor denne nedlagde forbud mod dyrkelsen af religiøse billeder. Dette skridt havde han taget ud fra den begrundelse, at eftersom de seks store synoder ikke havde taget nogen bestemmelse om billederne, så måtte han selv gøre det.
Den 6. synode. (Den første trullanske synode)
Årsagen til den 6. synode (680-81) var både politisk og teologisk. For det første angreb araberne Konstantinopel, og kejseren ønskede at få hjælp fra Vesterland, og for det andet blev monotheletismen fordømt. Denne hævdede, at nok havde Kristus to naturer, men kun en guddommelig vilje , idet den menneskelige natur føjede sig fuldkomment ind under guddomsnaturen. Herefter blev det fastslået, at Kristus havde to viljer og to virkemåder . Efter denne afgørelse fik de kristologiske stridigheder efter århundreder deres definitive afslutning. Denne synode blev også kaldt den 1. trullanske synode.
Men selvom Rom blev knyttet fastere til Byzans , viste det sig alligevel snart, at Gregor 1. havde uddybet kløften mellem vesterlandsk og byzantinsk religiøsitet.
I brevet til kejseren fremhæver paven atter Leos forgængere som rette kejsere og præster, der havde søgt dogmernes sandhed. Gregor bebrejder i brevet endnu engang Leo for med fjernelsen af billederne i kirken at have afklædt kirkerne, og ikke overholdt fædrenes regler og fremhæver de motiver der forestiller Herren, hans moder og apostlenes undere og lidelser.
Gregor begrunder sin teologiske position sådan, at jævne kristne mennesker, og de som er kommet fra hedningerne, bliver opbygget i troen, når de ser de religiøse motiver. Disse mennesker er nu berøvet denne mulighed, og i stedet for lovprisning af billederne, bebrejdes kejser Leo for, at han har ført menneskene tilbage til de hedenske myter.
Det byzantinske rige
Det byzantinske rige havde gennem sine kampe mod bl.a. den islamiske fare opnået en indre styrke, som det østromerske rige aldrig før havde besiddet, og kunne nu forenes under én kejser og sammenholdes af en fælles tro, sprog og kultur.
Kejser Heraklios havde forsøgt at bevare de østlige provinser ved at vinde monofysitterne og gøre monotheletisme til rigets officielle kristologi i 638 . Denne lære bestod som ovennævnt i, at Kristus havde to naturer, men det var en og samme vilje, der virkede i den inkarnerede Kristus. Dette havde tilhængerne af Chaicedonense afvist som en maskeret monofysitisme , og paven fordømte monotheletismen på en synode i 649.
Af frygt for, at de italienske besiddelser skulle løsrive sig fra Byzans , havde kejseren set sig tvunget til at opgive den monotheletistiske politik, og med tabet af de østlige provinser voldte det ikke de store problemer for kejseren, da han nu ikke længere skulle tage hensyn til monofysitterne i disse områder.
På et tidspunkt hvor den islamiske fare var drevet over, og den dogmatiske enhed genoprettet, ønskede kejseren at bringe det kirkelige liv på fode igen. Dette var motiveringen for den nye synode, som også kaldtes den 2. trullanske synode i 692. Hensigten var at fastslå rigskirkens kanoniske ret, men man kodificerede udelukkende den østlige kirkes religiøse praksis og kirkeretslige traditioner og stillede sig i åben modsætning til Vesterlandsk katolicisme. På synoden blev det også fastslået, at kun biskopper skulle leve i cølibat, medens præster og diakoner godt måtte gifte sig. Dermed var Roms primat skudt til side, og synoden lagde dermed det første ydre grundlag til det store skisma mellem øst og vest.
Den Ikonoklastiske strid
Omkring denne periode begyndte den ikonoklastiske strid, der kom til at strække sig over mere end hundrede år, og spaltede kirke og samfund i to lejre, der bekæmpede hinanden med en sådan lidenskab, at det byzantinske rige til tider næsten kom til at befinde sig på randen af en borgerkrig.
Året efter synoden begyndte arabernes deres andet store fremstød mod det Østromerske rige, hvis redningsmand blev Leo 3., der
717-18 brød den islamiske modstand.
Den før konstanstantiske kirke havde ud fra 2. Mos. 20,4, afvist enhver billedlig fremstilling af det guddommelige, men under indflydelse af den hellenistiske diasporajødedom opstod der i begyndelsen af det andet århundrede en kristen ikonografi. Den kristne billedkunst foldede sig dog først for alvor ud i 300- tallet, og tjente til at forklare kristendommens indhold for dem, der havde ladet sig optage i kirken. Billederne tjente i 400-tallet kun som hjælpemiddel, men i 500-tallet kom det i den østlige kirke til en egentlig billedkult, som hundrede år senere var stærkt udbredt i det byzantinske rige, og således blev en dominerende faktor i østen. Disse religiøse billeder blev fremstillet af munkevæsnet, der havde dette som en vigtig indtægtskilde. Dertil kom, at munkene også var en potentiel fare for staten, idet de stræbte efter kirkelig selvstændighed overfor den verdslige øvrighed.
Kejser Leo besluttede da at knuse munkenes trang til selvstændighed og samtidig hæve religiøsiteten op på et plan, der var jævnbyrdigt med den islamiske afsky for billeder.
Selvom mange biskopper og teologer gik ind for billederne både ud fra den pædagogiske nytte, men også ud fra en nyplatonisk forståelse af det sanselige og materielle, som det guddommelige medium, manglede det, som før omtalt, ikke på modstand, idet mange så billederne som hedenskab, med henvisning til GT's billedforbud.
Leo 3. var i sin opvækst blevet influeret af billedfjendske kredse, og betragtede derfor billedkulten som afgudsdyrkelse. Leo havde således både en teologisk og en politisk begrundelse for sit billedforbud, som måske var Gregor 2. ubekendt.
I brevet påpeger Gregor, at det ikke er kejserens sag at blande sig i kirkens dogmer, fordi biskopperne har Kristi som øverste myndighed, medens kejserens magt og beføjelser kun gælder verdens styrelse. Paven beskylder Leo for hans krigeriske og grove sind, og derfor kan han ikke have noget med kirkens dogmer at gøre. Gregor spørger i brevet Leo om, hvordan mennesker ville reagere på hans person, hvis han ikke havde sin kejserlige klædedragt med hovedets diadem og sit følge, og giver selv svaret, at da ville han være ubetydelig, hæslig og intetsigende. Det er netop sådan, Gregor opfatter Leos forbud mod billeder i kirken.
Med henvisning til 1. Kor 7,20 om kaldelse,
”Enhver skal blive i det kald, som han blev kaldet i.”
underbygger Gregor teologisk forskellen mellem præst og kejser og pointerer, at kejseren ikke kan forvalte nadveren, og derfor heller ikke træffe afgørelser med hensyn til gejstligheden.
a. Biskopper og kejsere
Forskellen mellem biskopper og kejsere, skriver Gregor, går også på, hvorledes de hver især straffer en overtrædelse. Hvis nogen begår en overtrædelse mod kejseren, kan han enten konfiskere vedkommendes hus, og alt hvad han ejer, eller slår ham ihjel, hvis han da ikke bliver landsforvist, og der må leve fjernt fra sine pårørende.
Sådan er kirken ikke. Når nogen har begået en overtrædelse og angrer, har kirken en helt anden og mildere form for straf, bl.a. bliver synderen henvist til katekumernes plads med krav om faste og søvnløshed for en tid. Herefter kan synderen, når han har modtaget nadveren, fremstilles for Herren. Dette skriver Gregor også med teologisk belæg fra Apostlenes gerninger 9,15 .
” ...Gå ! For han er det redskab, jeg har udvalgt.”,
og betoner derved forskellen mellem kejser og kirke.
Gregor fortsætter sit brev med at vise forskellen mellem en kejser og en præst, og han påpeger, at de kejsere, der har levet fromt og i Kristus, har rettet sig efter kirkens biskopper, men det gør kejseren ikke. Han har derimod overtrådt sine egne vedtægter, og derved gjort sig forbandet. Derfor er han også forbandet, hævder Gregor, og han har selv fordrevet Helligånden fordi, han optræder tyrannisk over for kirken. Fordi kirkens mænd ikke har nogen jordisk hær, som den kan sætte ind mod ham, anråber den Kristus, der er stærkere end nogen hær om at sende kejseren en dæmon. Dette begrunder han ud fra 1. Kor. 5,5
” . .Med vor Herre Jesu kraft overgives til Satan..” ,
og spørger samtidig, om han ikke kan føle, hvor dybt han er sunket, fordi han ikke retter sig efter kirkens anvisninger. For det er i biskoppernes magt, om de vil fremstille kejserne rene for Gud eller ej, og dermed give dem en hellig opstandelse.
Gregor skriver, at han underforstået på dommens dag vil blive ydmyget og beskæmmet, når de kirkefædre, der har været før ham, kan fremstille deres kejsere som rene for Gud, fordi de har været i stand til at vinde deres kejsere, for kirken sag, mens han derimod må føle skam, fordi han ikke har været i stand til at kunne gøre det samme.
Gregor bekender her sit personlige dilemma i den ikonoklastiske strid overfor kejseren, nemlig, at han selv vil blive nedværdiget overfor sine forgængere i embedet på grund af Gregors afvisning af hans direktiv. Gregor prøver denne gang ikke med en irettesættelse, men med dyb alvor og selvfornedrelse at lede kejserens tanker hen på den yderste dag, for måske derved alligevel at vinde ham for sin sag.
Han giver også Leo en teologisk begrundelse for sin formaning ved at påpege, at kirkens fædre og lærere er blevet vejledt af Gud, og underforstået har han derfor at rette sig efter kirken.
Gregor svarer herefter på kejserens tidligere brev om, hvorfor der ikke blev talt om billeder på de seks tidligere synoder. Grunden er indlysende, idet ingen, som elsker Kristus og Gud og begiver sig ud på en rejse, gør dette uden ikoner.
b. Sidste formaning
Endnu engang formaner Gregor kejseren ved at opfordre ham til at blive, som han i et tidligere brev skrev om sig selv “kejser og præst”. Hvis han derimod skammer sig for, som kejser, at anklage sig selv for sin vildfarelse, vil kirken tage skylden på sig. For at opnå sin hensigt opfordrer paven kejseren til at lyve med hensyn til sin vildfarelse, når blot han selv opnår sit mål.
Paven skyr således ingen midler i sit foretagende, og som teologisk begrundelse påpeger han sin autoritet, som indehaver af Peters nøglemagt, til at binde og løse både i Himlen og på jorden.
Gregor slutter sin formaning med at indrømme, at han med sit brev ikke kan indvirke på kejserens holdning. Derimod fortæller han kejseren, at kirken står overfor en missionsrejse til det inderste af Vesterland, hvor deres fyrster endnu ikke er døbt, fordi de ønsker, at han selv er til stede som deres dåbsvidne.
Rejsen foretages, skriver han, fordi pavestolen i modsat fald skal aflægge regnskab for sin forsømmelse, og paven for sin egen forsømmelighed.
Dette skriver Gregor sikkert for at fortælle, hvor ivrige andre fyrster er efter at blive kristne, og hvor velset kirken er andre steder. Det underbygger også, at brevet til Leo er hans kristne pligt til at gøre, hvad han kan for at vinde andre for sin tro.
Gregor slutter sit brev i en lidt mildere tone med håb om, at Leo trods alt vil vende tilbage til den kristne tro sammen med de folk, han har vildledt.
Efterspil
Året efter i 731 lod paven kejseren og alle billedmodstanderne ekskommunikere og afbrød dermed kirkefællesskabet med Konstantinopel. Kejser Leo konfiskerede herefter de pavelige patrimonier på Sicilien og i Syditalien og lagde disse områder med Illyricum ind under patriarken i Konstantinopel. For fremtiden faldt nu patriarkens område sammen med det byzantinske rige.
Gregor havde i øvrigt nægtet at medvirke ved inddrivelse af de nye skatter, som Leo havde pålagt sine undersåtter i Italien for at finansiere kampen mod den islamiske invasion.
Paverne havde før betragtet Byzans som en naturlig forbundsfælle i kampen mod longobarderne, og trods alle vanskeligheder var det lykkedes paven at hævde sit herredømme over dukatet Rom ved i samspil med de nationale kræfter at balancere mellem Byzans og langobarderne. Efter at langobarderne fik to stærke ledere efter hinanden, og der blev gjort forberedelser til at rykke frem mod Rom, besluttede pave Stefanus 2. (752-59), personligt at bede Pippin i Frankerriget om at komme Rom til hjælp. Paven og Pippin sluttede overenskomst i 754, og paven stillede den romerske kirke under frankerkongens beskyttelse.
Sammenfatning
Da det Vestromerske rige i 476 brød sammen, og den sidste kejser blev afsat af germanerne, blev paven nu den centrale figur til, hvem folket kunne se op til. Med pavenstolens nye status kunne den realisere Innocens 1. ‘s ide om Roms primat, som apostlen Peters stedfortræder. Tanken blev senere udviklet af de følgende paver.
Det var især Gregor den Store, der forstod at effektuere pavestolens nye autoritet og udvide magten til også at gælde politiske opgaver. Han udfærdigede en katolsk retssætning , efter hvilken han ikke mere behøvede at søge støtte i de kejserlige edikter. Da han samtidig fik organiseret kirkens økonomi, fik pavestolen nu også forudsætning for at kunne overtage statens tidligere forpligtelser.
Gregor 2.'s brev til Kejser Leo 3. reflekterer pavestolens teologiske placering i relation til kejsermagten.
Af brevets indhold fremgår det, at der tidligere har fundet en brevveksling sted mellem de to personligheder.
Gregor begrunder teologisk sine talrige anklager mod kejserens billedforbud enten med reference til NT eller kirkefædrene, for til sidst at spille sin trumf ud: at han har magt fra Gud til at binde og løse alt i Himlen og på jorden.
I brevets slutning indser Gregor dog, at han ikke kan ændre kejserens resolution og, underforstået, at han ikke formår at udstrække sin magt til også at gælde i det byzantiske rige på trods af hans teologiske argumenter. Men håbet har han.
Litteratur og hjælpemidler
Berg, C: Græsk-Dansk Ordbog, Kjøbenhavn , 1885.
Christensen-Gäransson : Kyrkohistoria 1., Lund, 1969.
Grane , L: Kirken i historien, København, 1973.
Gyldendals Leksikon, København, 1973.
Holmquist og Nørregaard: Kirkehistorie bind I. København, 1946.
Hägglund , B: Teologins Historia , Malmö, 1956.
Kirkehistorisk Leksikon, Aarhus, 1911.
Nielsen, F: Kirkens Historie, København,1902 .
Salomonsens Konversations Leksikon, København 1910.
Southern , R.W: The Middle Ages, Harmondsworth , 1970.
Teologiske Tekster: Redigeret og kommenteret af Institutet for Dogmatik, Aarhus Universitet, Aarhus, 1989.
Volz , A : The Church of the Middle Ages, Missouri , 1970.