De amerikanske kirkesamfund
i 1800-tallet
Udvalgte amerikanske præsidenter:
George Washington 1789-1797
Thomas Jefferson 1801- 09
James Monroe 1817-25
Abraham Lincoln 1861-69
Ulysses Grant 1869-77
I begyndelsen af 1800-tallet fik alle amerikanske kirkesamfund status som frikirker, men selvom Forbundsstaten officielt var uden religion, blev det offentlige liv præget af en stærk interkonfesssionel religiøsitet. Denne sammenhæng betød bl.a., at amerikanerens forhold til sin denomination havde udviklet sig fra primært at være kulturelt eller etnisk orienteret til også at blive regionalt og socialt betinget.
Dvs. at det nu var almindeligt, hvis en amerikansk familie flyttede til en egn eller til en anden amerikansk stat, at den også skiftede til det trossamfund, som de nye naboer havde.
Konvertering kunne også forekomme ved en families økonomiske
fremgang, idet en karriere både gav adgang til, men samtidig også kunne
forpligtige en familie til at skifte til en mere mondæn kongregation.
Men på trods af at det amerikanske kirkeliv således var splittet i større eller mindre trossamfund, så havde denominationerne det fællestræk, at de var udpræget demokratisk orienteret, lægmændene havde en afgørende rolle, og det religiøse liv var anlagt på den praktiske handling.
The Second Great Awaking
I 1790 opstod der en række vækkelser på baggrund af det kirkelige forfald fra revolutionsårene. Disse vækkelser, the Second Great Awakening, opstod først blandt kongregationalisterne i New England og vandt især tilslutning på de højere uddannelsesinstitutioner. Vækkelsen forplantede sig snart efter til presbyterianerne og baptisterne i både nord og sydstaterne, hvortil der også kom en vækkelse blandt metodisterne.
En ny vækkelsesform, der vandt indpas under ”the Second Great Awakening”, var religiøse stævner, camp-meeting hvor tusinder af mennesker kom langvejsfra, for at høre Evangeliet blive forkyndt. Et sådant stævne strakte sig ofte over flere dage, hvor forkyndere fra forskellige kongregationer havde slået sig sammen om vækkelsesarbejdet for at gøre Amerika til en kristen nation. Disse camp-meetings havde ofte emotionelle udslag og fokuserede som regel på en personlig omvendelse til et kristent liv.
Det er typisk for vækkelsens teologiske indhold, at den afviste oplysningstidens kristendomsforståelse til fordel for den reformert-puritanske ortodoksi.
Et karakteristisk træk i vækkelsesarbejdet var oprettelsen af søndagsskoler og foreninger med et socialt engagement, og mange vakte så det som deres kristne mission at bekæmpe alkoholmisbrug og prostitution m.m.
Efterhånden som de protestantiske kirkesamfund fik det samme islæt af vækkelses - fromhedens forskellige udtryksformer kom den også til at stå som et udtryk for en særegen amerikansk kristendom.
1830´erne
Men i 1830´erne begyndte den interdenominationelle vækkelse at dissolvere, idet det omfattende samarbejde havde medført, at mange kristne brød med deres kirkelige tradition for at realisere deres individuelle kristendomsforståelse under nye former. Denne brydningstid i det amerikanske kirkeliv kan tolkes som, at nu hvor det amerikanske samfund som helhed betragtet var vundet for kristendommen, ja så var fundamentet heller ikke længere det samme som før for et bredt kirkeligt samarbejde.
I takt med at immigranterne flyttede mod Vest, fulgte nu metodistiske forkyndere med udvandrerstrømmen, hvor før kongregationalisterne og presbyterianerne havde ført an. Baptisternes ekspantion var derimod fortrinsvis bestemt af kolonisternes antal og naturlige behov, idet ”the farmer-preacher”, var en blandt andre bønder, som følte sig kaldet til at forkynde Evangeliet, og blev udfaldet godt, byggede udvandrerne en kirke og udnævnte bonden til præst.
Men selvom den stadige strøm af irske katolikker og tyske lutheranere efterhånden forrykkede styrkeforholdet imellem kirkerne, og de rodløse immigranter hurtigt oprettede deres egne kirker og skoler, så var den indbyrdes samhørighed imellem kirkerne dog blevet styrket af ”the Second Great Awaking.”
Ved periodens slutning omkring 1830 var metodisterne og baptisterne blevet de største protestantiske kirkesamfund, idet deres rekruttering fortrinsvis fandt sted i byernes voksende middelklasse og blandt landbefolkningens hurtige tilvækst. Men selvom den Katolske Kirke var det største kirkesamfund, fik den kun ringe indflydelse på det amerikanske samfund, idet den levede sit eget liv i relativ uafhængighed af det øvrige samfund.
Industri og byliv
I tiden mellem ”the Civil War” og 1. verdenskrig var øststaterne og ”the Mid West” blevet industrialiseret og urbaniseret. Samtidig kom de også politisk, socialt og kulturelt til at stå som et paradigme for denne fase i Amerikas udvikling, hvor landet blev verdens rigeste nation.
Gennem missionsarbejdet var det som helhed lykkedes metodisterne, presbyterianerne, kongregationalisterne og baptisterne at følge med udvandrerstrømmen mod Vest, og i de hastigt voksende byer blev det kristne arbejde intensiveret gennem en række organisationer som f. eks. ”Young Mens Christians Association” (Y.M.C.A), som primært tog sig af unge mænd, der var taget ind til byerne for at finde arbejde, og ”American Christian Commission”, der ud over det sociale arbejde også påtog sig et omfattende missionsarbejde. De nye ombud blev løst ved at uddanne lægfolk til bymissionærer eller lærere i ”Sunday Schools”, der i disse år oplevede et stærkt opsving, idet undervisningen også omfattede unge og voksne.
Men selvom de førende protestantiske kirker i denne periode (ca. 1830-60) ønskede at fastholde deres oprindelige særpræg ved at oprette deres egne institutioner som basis for deres virksomhed, var det religiøse liv fortsat præget af vækkelsesfromheden. I årene omkring 1860 brød en ny vækkelsesbølge frem, som blev båret af lægfolk, der også kom til at virke i nordstatshæren enten som udsendinge for Y.M.C.A., eller fra de enkelte kirkesamfund. Efter borgerkrigen 1864 fortsatte missionsarbejdet i nye bølger under ledelse af interdenominationelle evangelister, og perioden kan på en måde karakteriseres som en fortsættelse af ”the Second Great Awakening”.
Dwight L. Moody
En af de betydeligste interdenominationelle evangelister, Dwight L. Moody (1837-99), så det som sin opgave at vække nationen til et personligt gudsforhold. Moodys evangelieforståelse stod i modsætning til den traditionelle dommedagsforkyndelse, idet hans enkle budskab var koncentreret om Guds kærlighed og frelse. Personligt havde Moody et fundamentalistisk bibelsyn, men i sin appel indskærpede han blot de nyomvendte til at slutte sig til et af de bestående kirkesamfund.
Selvom Moodys forkyndelse tilsidesatte den hidtil herskende reformert-puritanske holdning i det amerikanske samfund, appellerede hans enkle forkyndelse til mange millioner mennesker og hans indflydelse på det amerikanske kirkeliv strakte sig helt frem til 1. verdenskrig.
Moody, der tidligere havde været en succesrig forretningsmand, oprettede også en bibelskole, der senere blev eksemplet for et stort antal bibelskoler, der snart efter blev etableret over hele Amerika. Moodys virke var præget af en metodisk planlægning samt af hans evner til også at mobilisere lægfolket til aktivt at stille sig i Evangeliets tjeneste.
Årsagen til Moodys succes må ses i lyset af den økonomiske vækst og den nye amerikanske livsstil, som kun dårligt harmonerede med en personlig helliggørelse. Der var således opstået en ny målgruppe i samfundet, der nok havde opgivet vækkelsesfromhedens krav, men alligevel var åben for den enkle forkyndelse, som den succesfulde Dwigth L. Moody præsenterede: frelse til alle.
”Holines”
En anden reaktion på den amerikanske samfundsudvikling var den såkaldte ”Holines”-bevægelse, som under indflydelse af den metodistiske kirke netop appellerede til kravet om syndfrihed som helliggørelsens mål. I 1866 blev organisationen ”The National Camp-meeting for Promotion of Holines” stiftet, og snart efter rejste evangelister rundt i hele Amerika og vandt tilslutning i alle kredse, der var berørt af vækkelsesfromheden. Men vækkelsen medførte snart spændinger i de enkelte menigheder, og i 1894 blev bevægelsen undsagt af de metodistiske biskopper, selvom ”helliggørelse” havde haft en markant position i metodisternes oprindelige lære fra 1784.
Dommedag og videnskab
De sekatologiske forventninger havde par excellence altid været centralt placeret i de amerikanske vækkelsers kristendomsforståelse, og mange prædikanter havde hævdet, at Kristus snart ville komme og tilintetgøre denne verden og derefter oprette 1000-årsriget eftersom at frelsen nu var forkyndt for både jøder og hedninger.
En talsmands for dette synspunkt var baptistpræsten William Miller (1782-1849). I 1844 talte han bevægelse mere end 1.000.000 tilhængere, der troede, at Kristi genkomst ville komme samme år. Den lille gruppe, der blev tilbage efter skuffelsen voksede til 3.500 tilhængere i 1860 og fire år senere organiserede de sig under navnet ”Syvende Dags Adventister”.
Ligesom ”the Second Great Awaking” primært var en følge af revolutionens kirkelige forfald, blev det religiøse liv i Amerika omkring 1860-70 præget af nationens økonomiske fremgang. Derfor fik den såkaldte ”Holinesbevægelse”, som stod i modsætning til de interdenominelle evangelister, dog også kun en ringe tilslutning, idet den opponerede mod den nye amerikanske livsstil.
På tværs af disse skiftende religiøse positioner havde der specielt gennem den første halvdel af 1800-tallet været apokalyptisk-kronologiske spekulationer. I Tyskland havde teologen Ernst William tolket sejren over Djævelen til at foregå i 1806, og en anden tysk teolog Johan Albrecht Bengel havde beregnet ”Dommedag” til d.18. juni 1836. I England var det teologen E.B. Elliot, som havde sat året til 1865 for Jesu parusi.
Til sidst blev de ”videnskabelige” beregninger dog opgivet, men i populærfilosofien gav disse kalkulationer fortsat anledning til spekulationer.
På denne baggrund startede den succesfulde forretningsmand C.T. Russell (1852-1916) sin lille studiekreds i Pittsburgh, Pennsylvania i 1870 for at finde sandheden i Bibelen. Denne bibelkreds blev senere til det internationale kirkesamfund Jehovas Vidner.
Årsagen til disse prognostiske udsagn må nok tolkes i lyset af videnskabens mange andre opfindelser i denne brydningstid, hvor alt næsten ellers syntes at være muligt eller inde for rækkevidde.
2007
Når den unge amerikanske kirke stadig fungerer som samfundsopdrager og rygstød for en politisk karriere, så ligger årsagen i, at kirkesamfundene altid har måttet stå på egne ben og samarbejde på tværs af de store dogmatiske spørgsmål. På denne måde er konfessionerne blevet underordnet kristendommens praktiske udtryk, som særligt giver sig udtryk i sædelighed og et monogamt ægteskab, som bagage for en amerikansk præsident.