Lov og evangelium
Lov og evangelium
Når vi taler om lov og evangelium, så bliver det hele nok mere forståeligt når vi siger lov, forsoning og evangelium, for så bliver det centrale mellem lov og evangelium forsoningen. Den forsoning, som Jesus gjorde for vor skyld, ved at opfylde Guds lov og lide døden på et kors.
Guds retfærdighed
Først skal vi tale om Guds retfærdighed.
Guds iboende retfærdighed, hellighed og majestæts ret gør, at Gud må blive vred over menneskets synd, og derfor må Guds retfærdighed ske fyldest, og loven opfyldes, for før vil Gud ikke sætte fordærvsmagterne, døden, djævlen og alt det onde, ud af kraft.
Loven
Den lov, som Gud havde skrevet ind i menneskenes hjerter, fungerede ikke rigtigt efter hensigten, og derfor oprettede Gud en pagt mellem sig selv og Israel. Det er Pagtens Ark, som står skrevet i 2. Mosebog kap. 20-24.
Det kalder vi for den Gamle Pagt. Loven indeholder ikke bare etiske bud, men også forskrifter for helligdommen, gudstjenesten og ofringerne.
Vi kan sige, at Moseloven har tre forskellige funktioner.
Moralloven
Denne lov består af etiske bud, og de er sammenfattet i de 10 Bud.
Ceremoniloven
Denne lov giver forskrifter om rent og urent, om gudstjenesten, ofringerne osv.
Den borgerlige lov
Denne lov indeholder bestemmelser om ledelsen af folket, retsplejen osv.
Den handler om ledelsen af Israel som nation.
Når Jesus siger, at han ikke er kommet for at ophæve loven, men for at opfylde Loven (Matt. 5,17), så er det moralloven med de 10 bud, han tænker på.
Ceremoniloven havde sin betydning for Israels religiøse opdragelse, med dens forskrifter om offer og præsteembede osv. Denne lov var af en foreløbig karakter. For da Jesus kom ned på jorden til os og opfyldte loven og gav sit liv hen til korsfæstelse for vore synder, så blev ceremoniloven overflødig.
Moralloven er derimod ikke ophævet. I bjærgprædiken dvs. i Matt. kap. 5-8 udlægger Jesus loven, som Gud ønsker, at den skal opfyldes. Den lovsamling sammenfatter Jesus i det som vi kalder for det dobbelte kærlighedsbud, fordi den består af to halvdele.
Det er en forenkling af de 10 bud, og den lyder sådan: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og af hele dit sind”. Det er det største og vigtigste bud, siger Jesus, men der er også et andet, som er lige så vigtigt, og det lyder sådan: “Du skal elske din næste som dig selv”. På de to bud hviler hele loven og profeterne.
I Matt. Kap. 5,18 siger Jesus. “Den, som holder loven, men snubler i eet bud, han bliver skyldig i dem alle”. Det er jo ikke en retfærdighed, som vi er vant til at høre. Vi havde vel ment, at det med loven forholder sig ligesom med køreprøven. I den situation var vi jo heller ikke fejlfrie, men derfor kunne vi jo godt bestå køreprøven. Derfor er det også ganske nærliggende for os at være tro, at sådan forholder det sig også med Guds lov. Men det gør det ikke.
Loven skulle opfyldes uden fejl, for at en person kunne optjene et evigt liv gennem loven. Når der derfor står i Biblen “gøre”, menes der ikke “at gøre det så godt man nu engang kan”, og så vil Gud hjælpe os resten af vejen. I loven er der tale om en helt personlig præstation, som Gud ønsker at den enkelte skal udføre og uden hans hjælp.
I bjærgprædikenen dvs. i Matthæusevangeliet kap. 5 siger Jesus til sine disciple (indirekte): “Du må ikke engang blive vred på din broder. Og det er ikke nok at bære over med vore fjender, men vi skal elske vore fjender”.
Heraf ser vi, at Gud ikke lader sig nøje med et udvalg af gode gerninger, dem, som vi nu en gang kan magte, og så hjælper Gud os med at overholde resten.
Nej - det er alt eller intet, sådan er det, når vi taler om loven. Gud kan aldrig se gennem fingre med dem, som har brudt hans lov, og derfor er det nødvendigt med en soning. Soning var derfor også et meget centralt punkt i jødens forhold til Gud.
Soning
At sone synd vil sige at dække over synden, skjule den eller at tage den bort. Og i GT kan vi læse om alle ofrene. Den største forsoning er den store forsoningsdag, jom kibur, som fandt sted d.1O. tisjri dvs. den 10. oktober. På denne dag gik ypperstepræsten ind i det allerhelligste for at stænke sonings blod, blodet fra en tyr på sonedækkenet, som er låget på den kiste, hvori loven lå.
Derved sonede ypperstepræsten alle synder, både for sig selv og de andre præster, ja for hele folket. For at sone alle synder brugte man også to gedebukke, som man efter en lodtrækning ofrede; en til Gud og den anden blev sendt ud i ørkenen med folkets synder. Det er herfra, vi har udtrykket en syndebuk.
Denne store årlige forsoningsdag, skulle som sagt gentages hvert år.
Dette er kort fortalt om jødernes forsoning med Gud.
Soning var således et stort og centralt begreb i den mosaiske identitet.