Paulus´ 1. brev til thessalonikerne kap. 1-3
Kap. 1
Fra Paulus og Silvanus og Timotheus.
Til thessalonikernes menighed i Gud Fader og Herren Jesus Kristus.
Nåde være med jer og fred!
Tak til Gud for menighedens modtagelse af ordet
Vi takker altid Gud for jer alle, når vi nævner jer i vore
bønner og uophørligt over for vor Gud og Fader mindes jeres gerninger i troen, jeres arbejde i kærligheden og jeres udholdenhed i håbet til vor Herre Jesus Kristus.
Brødre, I som er elsket af Gud, vi ved, at I er udvalgt; for vort evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og med Helligånd og med fuld vished, og I ved, at sådan færdedes vi hos jer for jeres skyld.
I efterlignede os, og Herren, og I tog under stor trængsel imod ordet, glade i Helligånden, så I er blevet et forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja.
Fra jer har Herrens ord givet genlyd ikke blot i Makedonien og Akaja; nej, alle vegne er jeres tro på Gud nået hen, så vi ikke behøver at tale om det. Folk fortæller selv om, hvilken modtagelse vi fik hos jer, og om, hvordan I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud og fra himlene at vente hans søn, som han oprejste fra de døde, Jesus, der frie os fra den kommende vrede.
Kap.2
Paulus´ ophold i Thesssalonika
Brødre, I ved jo selv, at den indgang, vi fik hos jer, ikke var forgæves, men skønt vi, som I ved, lige var blevet plaget og mishandlet i Filippi, fandt vi frimodighed i vor Gud til at forkynde hans evangelium for jer under megen kamp.
Vor forkyndelse skyldes ikke vildfarelse eller urene motiver og sker ikke med svig; men vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for at behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte.
Vi optrådte jo, som I ved, aldrig med smigrende ord og heller ikke med fordækt griskhed — det er Gud vidne på! Vi søgte heller ikke anerkendelse hos mennesker, hverken hos jer eller andre, og det skønt vi som Kristi apostle havde ret til at ligge jer til byrde.
Tværtimod færdedes vi med venlighed blandt jer. Som en mor tager sig af sine børn, sådan ville vi af ømhed for jer gerne give jer ikke blot Guds evangelium, men også vort liv. For vi var kommet til at holde af jer. Brødre, I husker jo vores slid og møje; vi arbejdede nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde, mens vi prædikede Guds evangelium for jer.
I selv, og Gud, er vidner på, hvor fromt, retskaffent og uangribeligt vi færdedes blandt jer, som tror. I ved også, hvordan vi, som en far over for sine børn, formanede og opmuntrede og tilskyndede hver eneste af jer til at leve, som Gud vil det, han der kalder jer til sit rige og sin herlighed.
Derfor takker vi også Gud uophørligt. For da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneske ord, men som det, det i sandhed er, Guds ord, og det virker i jer, som tror. I, brødre, ligner jo Guds menigheder i Judæa, som er i Kristus Jesus, for I har lidt det samme af jeres landsmænd, som de har lidt af jøderne, der slog både Herren Jesus og profeterne ihjel,
og som har fordrevet os, og som ikke behager Gud og er imod alle mennesker, fordi de hindre os i at tale til hedningerne, så de kan blive frelst; sådan fylder de altid deres synderes mål. Men vreden er kommet over dem til fulde.
Paulus’ længsel efter menigheden
Brødre, for en tid er vi blevet bortrevet fra jer som fra
vore børn, dog kun i det ydre, ikke i hjertet.
Så meget mere ivrige har vi i vores store længsel været efter at se jer igen ansigt til ansigt. For vi har villet komme til jer, jeg, Paulus, indtil flere gange, men Satan afskar os fra det.
For hvem er vort håb eller vor glæde eller vor hæderskrans over for Jesus, vor Herre, når han kommer, om ikke netop I? I er jo vor ære og glæde.
Kap. 3
Da vi derfor ikke længere kunne holde det ud, besluttede vi at blive alene tilbage i Athen, og vi sendte Timotheus, vor broder og Guds medarbejder i forkyndelsen af evangeliet om Kristus, for at styrke og trøste jer i jeres tro, så ingen bringes til at vakle under disse trængsler.
I ved jo selv, at det er vi bestemt til. Allerede da vi var hos jer, sagde vi til jer, at vi skulle komme ud for trængsler. Sådan gik det også, og det ved I. Da jeg derfor ikke længere kunne holde det ud, sendte jeg bud for at få besked om jeres tro, om fristeren skulle have fristet jer, og vort slid skulle være forgæves.
Men nu er Timotheus kommet tilbage fra jer og har bragt os et godt budskab om jeres tro og kærlighed og om, at I altid husker os med glæde og længes efter at se os, ligesom vi også længes efter at se jer.
Brødre, derved har I været os til trøst i al vor nød og trængsel med jeres tro. For nu lever vi, hvis I står fast i Herren. Hvordan skal vi dog kunne give Gud tak til gengæld for al den glæde, vi har af jer over for vor Gud?
Nat og dag bønfalder vi om igen at få jer at se ansigt til ansigt og råde bod på, hvad der er af mangler i jeres tro. Vor Gud og Fader og vor Herre Jesus jævne vores vej til jer! Og Herren lade jer vokse og blive overstrømmende rige i kærligheden til hinanden og til alle, som vores kærlighed til jer, så han styrker jeres hjerter til at være uangribelige i hellighed over for vor Gud og Fader, når vor Herre Jesus kommer med alle sine hellige!
Amen.
Kommentar kap. 1-3
Paulus
Paulus var født i Tarsus. Hans fader var farisær, havde romersk borgerskab og besad en høj position.
Ved sin omskærelse fik drengen navnet Saul, men helt fra sin barndom blev han også kaldt Paulus.
Drengen fik en normal ortodoks opdragelse i Lovens forskrifter. Ifølge Mishna (en systematisk sammenstilling af regler for alle livforhold) skulle han begynde at læse Bibelen i fem-årsalderen, og som 13-årig var han forpligtet på at holde budene.
Hans modersmål var både arameisk og græsk.
I Jerusalem blev han oplært af den fremtrædende rabbiner og farisær Gamaliel (den ældre), som også var medlem af Synedriet. (Lovgivende forsamling på 70 medlemmer, som var underlagt Kejseren i Rom).
Vi regner med, at Paulus kom til Jerusalem, da han var omkring 10-12 år gammel for at blive uddannet som ”skriftlærd”. Ved siden af den boglige lærdom, skulle han også tilegne sig teltmagerens profession, idet det var et krav, at en skriftlærd også havde et håndværk, så han kunne ernære sig selv.
Den unge Paulus blev hurtigt en nidkær forfølger i hetzen mod de kristne jøder. Engang da han var på vej til Damaskus for at arrestere nogle kristne jøder, fik han en åbenbaring, der gav ham troen på, at Jesus fra Nazaret virkelig var Messias.
Efter sin omvendelse blev Paulus døbt, og nu fulgte der nogle eftertænksomme år i Arabien, inde han begyndte sin nye gerning som kristen missionær.
Paulus havde flere gange i sit missionsarbejde stor gavn af at kunne legitimere sig som borger i det romerske imperium.
Silas
Silas (Silvanus latin) havde profetisk gave og var et ledende medlem af menigheden i Jerusalem.
På en tidligere rejse, da Paulus og Barnabas var blevet uenige om Johannes Markus, tog Barnabas videre med sin fætter Johannes Markus, mens Paulus fortsatte med Silas på sin anden missionsrejse.
Silas havde som Paulus også romersk borgerskab.
Timoteus
Timoteus´ moder var jøde og hans fader græker. Han blev født i Lystra og var højt æstimeret i sin hjemby og i Ikonien. Vi ved ikke, hvornår han blev kristen, men sandsynligvis skete det under Paulus´ første missionsrejse, som også gik gennem Lystra.
Paulus var nært knyttet til Timoteus, og selv om han først havde taget Silas til sig som sin rejseledsager i stedet for Barnabas, føjede han også Timoteus til selskabet - det kunne muligvis godt være som en erstatning for Johannes Markus.
For at undgå unødvendige stridigheder med de lokale jøder, blev Timotheus omskåret, før han begyndte sit missionsarbejde med Paulus.
Profetien om Thimoteus: Dette påbud giver jeg dig, mit barn Timotheus, i tillid til de profetier, der engang lød over dig, for at du med støtte i dem skal stride den gode strid..,
(1. Thimoteus brev 1,18).
Kap. 1
Paulus skriver, at kristenlivets indhold er udtrykt i tre ord: tro, kærlighed og håb, og forstået sådan: gerninger i troen, arbejde i kærligheden og udholdenhed i håbet.
Vers 4:”Brødre, elskede og udvalgt”.
Pointen er her, at den tro som thessalonikerne har, er et resultat af, at Gud har grebet ind i deres liv.
Tanken om Guds udvælgelse forstår vi sådan, at frelsen helt og holdent er Guds suveræne værk. Men selvom vi er udvalgt af Gud, har alle kristne alligevel et ansvar for sine personlige valg.
Vers 7: ”Et forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja”. Makedonien og Akaja var dengang to romerske provinser, som var lidt større end Grækenland.
Kap. 2
Paulus lægger her vægt på motivet for sit missionsarbejde, fordi hans modstandere sikkert har beskyldt ham for at tage sig godt betalt for sin virke i byen.
Vers 1-2: Brevstilen er ved nærmere eftersyn bygget op led for led som en uigennemtrængelig mur af argumenter. Ikke færre end fem gange bygges der et modsætnings par op, hvorved det sidste led automatisk bliver fremhævet.
Ex. ikke var forgæves – men ... fandt frimodighed.
I vers 9: slid og møje beskrives ikke nærmere, men Paulus arbejdede til tider som teltmager.
Vers 19: ”Hvem er vort håb eller vor glæde eller vor hæderskrans”
Hæderskransen er et billede fra atletikkens verden, og sådan betragter Paulus også sin menighed, den er hans stolthed og hæderskrans, som han glæder sig til at vise Herren, når han kommer på himlens skyer.
Kap. 3
Ville menigheden klare sig, når den første store begejstring havde lagt sig? Det var det kyklopiske spørgsmål for Paulus.
Da apostlen, som nu opholdt sig i Athen, havde modtaget rapporten fra Timoteus, skrev han sit første brev til thessalonikerne. Brevets anliggende er menighedens forståelse af håbet.
Med sætningen ”..så han styrker jeres hjerter til at være uangribelige i hellighed…” vers 13, peger Paulus på den åndelige lovmæssighed, at der hvor troen leves ud, dér styrker Gud mennesket i sit inderste væsen.
Målet er, at menigheden kan stå ulastelig, når Jesus vender tilbage til jorden med alle sine engle.