Paulus´ 1. brev til thessalonikerne kap. 4-5
Om hellighed og broderkærlighed
Kap. 4
I øvrigt, brødre, beder vi jer om og formaner jer i Herren Jesus til at gøre endnu mere fremgang i at leve sådan, som I lærte af os, Gud til behag, hvad I da også gør. I ved jo, hvilke påbud vi gav jer ved Herren Jesus. For dette er Guds vilje, at I skal helliges, så I afholder jer fra utugt, sørger for hver især at have jeres hustru i hellighed og ære og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der ikke kender Gud, og så I ikke foruretter eller udbytter jeres broder i forretning.
For Herren straffer al den slags, som vi også tidligere har sagt til jer og har forsikret jer om, og Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed.
Derfor, hvis nogen forkaster dette, er det ikke et menneske, han forkaster, men Gud, som giver jer sin hellige ånd.
Om broderkærligheden har I ikke brug for, at der skrives til jer, for I er selv oplært af Gud til at elske hinanden, og I viser jo kærlighed mod alle brødrene i hele Makedonien. Men vi formaner jer, brødre, til at gøre det endnu mere og til at sætte en ære i at leve stilfærdigt og passe jeres egne sager og selv arbejde med jeres hænder, sådan som vi påbød jer det, så at I lever ordentligt i jeres omgang med dem udenfor og ikke mangler noget.
Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede.
For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord.
Om de afdøde troende og Herrens komme
Kap. 5
Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: ”Fred og ingen fare!” da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe. Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket.
Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru. For de, der sover, sover om natten, og de, der drikker sig berusede, er berusede om natten. Men vi, der tilhører dagen, skal være ædru og iføre os troen og kærligheden som brynje og håbet om frelse som hjelm.
For Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham. Trøst derfor hinanden og opbyg hinanden, som I også gør.
Korte formaninger
Brødre, vi beder jer om at skønne på dem, der slider iblandt jer og står i spidsen for jer i Herren og vejleder jer. Dem skal I omfatte med særlig kærlighed på grund af deres arbejde. Hold fred med hinanden. Vi formaner jer, brødre, vejled dem, der ikke lever ordentligt, trøst de ængstelige, tag jer af de svage, vær langmodige med alle.
Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt, men stræb altid efter at gøre det gode mod hinanden og mod alle.
Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.
Udsluk ikke Ånden, ringeagt: ikke profetisk tale.
Prøv alt, hold fast ved det gode, hold jer fra det onde i enhver skikkelse!
Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme! Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.
Hilsen
Brødre, bed også for os! Hils alle brødrene med helligt kys!
Jeg besværger jer ved Herren: Lad dette brev blive læst op for alle brødrene.
Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jer!
Kommentar til kap. 4-5
Kap. 4
Ved at kalde thessalonikerne ”brødre”, viser Paulus sit åndelige slægtskab med menigheden.
I brevet pointerer han, at menighedens tro skal være i harmoni med deres livsstil. Dvs. man opfører sig ordentligt både i handel, sømmelig optræden og i seksuel adfærd.
Sætter nogen sig ud over disse normer, kan man tabe sit kristne håb, for det er Gud, der har udvalgt thessalonikerne til frelse, men de er selv ansvarlige for deres personlige valg.
I den forbindelse forstår Paulus kun sig selv, som Guds mellemmand og herold.
Kap. 4,9-12
Fra brevet kan vi forstå, at nogle af thesalonikerne måske helt har aflagt sig dagens pligt og ansvar, fordi de opfattede tidspunktet for Jesu genkomst inden for en meget smal termin. For at ændre denne indstilling må Paulus træde i karakter over for de særligt engagerede thessalonikere.
Kap. 4,13-18
Om de døde troende og Herrens genkomst.
Vi må a priori forstå Thessalonikernes tro og håb således:
Med dåben i Jesu navn, var døden sat ud af kraft, og efter en tid så ville Herren komme tilbage til jorden på himlens skyer, og så skulle de alle sammen for evigt være sammen med ham.
Spørgsmål: hvorfor var der så nogle fra menigheden, der var døde før Herrens genkomst?
Paulus forklarer sin menighed, at døden er at sammenligne med en søvn: man er på et andet bevidsthedsniveau. Både den kristne og ikke troende dør, men der er et skel mellem de troende og ”de andre” - og det er det kristne håb.
Håbet er:
”..at Jesu døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.” Vers 14
”….Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovende”. Vers 15-16:
Dermed har Paulus understreget, at døden også er en realitet for alle kristne mennesker indtil Jesu genkomst.
Kap.5
Om Herrens genkomst
I Apostlenes Gerninger kap. 1,7 siger Jesus: ”Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt.”
”Udsluk ikke Ånden”, vers 19 rummer også den glæde, der har sin kilde i Jesus, og derfor er den også uafhængig af under hvilke præmisser, vi lever vort liv.
Det er bemærkelsesværdigt, at Paulus ikke bruger Det gamle Testamente som referenceramme i sin argumentation med sin thessaloniske menighed, ligesom patriakerne eller profeterne heller ikke er nævnt.
Det kunne godt tyde på, at der ikke var nogen jøder tilbage i menigheden, da Timoteus aflagde den sit andet besøg. Årsagen kunne være, at de ihærdige jøder, som havde jaget Paulus ud af både Thessalonika og Berøa, også have gjort repræsalier mod de ”frafaldne” jøder fra synagogen.
Det kan også vække eftertanke, at Paulus helt har undladt at omtale dåben med syndernes forladelse, nadveren, og troens frugter. Årsagen kan naturligvis være, at alle riter er blevet udført over al forventning, og med en overstrømmende kærlighed har thessalonikerne uden tvivl også praktiseret tungetales gaver m.m.
På denne baggrund har Paulus kun haft til hensigt at skærpe sin retorik overfor de særligt engagerede thessalonikere med henblik på den kristne livsstil, for til gengæld at vægte sit brev med håbet for de dødes opstandelse og det evige liv.