Værdien af et menneske 3
Hans Jonas (1903-1993)
Jonas kritiserer den traditionelle etik, fordi den unddrager sig vort ansvar for naturen.
Fra gammel tid har naturen altid været ukrænkelig, og implicit i menneskets naturlige grundbetingelser, som ikke kunne sættes ud af kraft. Derfor var naturen heller ikke genstand for et menneskeligt ansvar, og etikken gjaldt kun for mennesker. Den anden, som man var ansvarlig overfor, var naboen, vennen eller fjenden, overordnet eller underordnet, stærkere eller svagere.
Kant sluttede heraf, at mennesket ikke behøvede videnskab eller filosofi for at være ærlig og god, eller vis og dydig. Aristoteles udelukkede også som tidligere omtalt den teoretiske viden fra den praktiske målsættende fornuft.
I dag kan denne adskillelse mellem teoretisk viden og praktisk visdom ikke opretholdes, erklærer Hans Jonas, og hævder at nærhedsetikkens tid er forbi som samfundsetik.
Ganske vist kræves der stadig retfærdighed, barmhjertighed og ærlighed, men den overskygges af et voksende område for kollektiv handling, hvor handling og virkning ikke er den samme som før.
Hans Jonas opstiller nogle nye dimensioner for den moderne etik: etikken må forudsætte, at mennesket kan ødelægge naturen, og at vores skæbne er afhængig af naturens tilstand.
En følge af dette forhold er, at viden er blevet en påtrængende pligt, som vi må erkende, samt at vi aldrig har tilstrækkelig viden om følgerne af vore handlinger.
Afstandsetikken hos Hans Jonas
For etikken i dag er menneskenes tilstedeværelse blevet en genstand for forpligtelse, men denne pligt må ikke forveksles med den enkeltes betingede pligt til at eksistere.
Menneskeheden har som sådan ingen ret til selvmord, modsat det enkelte menneske, hævder Hans Jonas, som står i kontrast til det 5. bud: Du må ikke slå ihjel.
En sådan tale var tidligere meningsløs, men i dag, hvor menneskeheden er truet af nye teknologier, der kan udrydde alt liv, må vi erkende, at viden er en pligt, som ikke kan indgå i et gensidighedsforhold, da der også er tale om fremtidige og ufødtes ret til eksistens.
Menneskeheden har pligten til at handle således, at der i fremtiden findes mennesker, det er for Jonas det eneste imperativ, som virkelig passer til Kants bestemmelse af det kategoriske imperativ. Med sin nye etik ønsker Jonas en rationel overvejelse over, hvad der er en ansvarlig handling i vores teknologiserede verden.
Afstandsetikken forudsætter nærhedsetikkens erfaring, og dens dialektik mellem appel og hjælp, som Sartre har beskrevet.
Vi kan således ikke beskæftige os ansvarligt med energi- og bioteknologi, informations- og fjernkommunikationsteknologi, kemisk industri m.m. uden, at vi forholder os til deres mulige fjernvirkninger. I vores visdom om det gode liv, må vi derfor inddrage den viden vi har om disse forhold, når vi ønsker at tage en ansvarlig etisk afgørelse.
Denne etik kan kun etableres via en forestilling om ansigtet, der er fjernt i rummet eller muligt i tiden. Selv på afstand bør vor handling angå de andres fysiske og mentale liv. Vi må derfor forestille os den appel, som Sartre beskrev om busturen, som rettet mod os af et fraværende menneske. Kun på den måde kan vore handlinger blive ansvarlige, hvis vi forestiller os dem, analog med vore etiske forhold på nært hold, således ansigt til ansigt.
Afstandsetikken bør ikke kunne løsrives fra nærhedsetikken sfære, men være en og samme etik.
Selvom ansigt til ansigt relationen omsat i praksis viser sig som ganske utilstrækkelig i vores aktuelle verden, så bør den dog være grundlaget i praksis filosofi, fordi uden den andens ansigt og dialektikken mellem appel og hjælp er det ikke muligt at give en almen gavmildhedens etik.