Zakarias´ lovsang
Lukasevangeliet kap. 1,5-25
I de dage, da Herodes var konge over Judæa, var der i Abias skifte en præst ved navn Zakarias. Hans hustru var af Arons slægt og hed Elisabeth. I De var begge retfærdige for Gud og levede uangribeligt efter alle Herrens bud og for skrifter, I men de var barnløse, for Elisabeth var ufrugtbar, og de var begge højt oppe i årene.
Så skete det, mens Zakarias gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, at det ved den sædvanlige lodtrækning blandt præsterne blev ham, der skulle gå ind i Herrens tempel og bringe røgelsesofferet, og hele folkemængden stod udenfor og bad, mens ofringen fandt sted.
Da viste Herrens engel sig for ham, stående til højre for røgelsesofferalteret. I Zakarias blev forfærdet, da han så ham, og han blev grebet af frygt. Men englen sagde til ham: »Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud.
Han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.»
Zakarias sagde til englen: »Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.»Da svarede englen ham: »Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab. Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.
Imens stod folket og ventede på Zakarias og undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. I Da han kom ud, kunne han ikke sige noget til dem, og de forstod, at han havde haft et syn i templet; han måtte gøre tegn til dem og var og blev stum.
Da de dage, han skulle gøre tjeneste i, var gået, tog han hjem. Og efter disse dage blev hans hustru Elisabeth gravid, og hun lod sig ikke se i fem måneder, men tænkte: »Det har Herren gjort mod mig i de dage, da han tog sig af mig og fjernede min vanære blandt mennesker. «
Tolkning:
Sådan profeterede Malakias 400 år før Jesus blev født: ”Se, jeg sender min engel, og han skal bane vej for mit åsyn”.
Det var Guds udsagn om Johannes Døberen, som skulle forberede folket på verdens frelser, Jesus Kristus og bane vejen for hans virke.
I de næste 400 år var Israel stort set under fremmed herredømme. Først kom Aleksander den Store og bagefter blev landet erobret af de persiske storkonger henholdsvis Nebukadnesar og Kyros den Ældre. Efter en del uenighed mellem det Ptolemæiske rige i syd og det det Seleukiske rige mod nord vandt seleukerne ejendomsretten til de jødiske landområder. I 164 gjorde jøderne oprør, og landet oplevede nu en kort periode som en selvstændig nation. Men friheden varede kun omk. 100 år før den romerske hærfører Ponpejus indtog Jerusalem, og Israel blev en del af det Romerske imperium.
Alle landets indbyggere bad til Gud om og håbede på, at nu ville Herren indfri det løfte, som Malakias, Esajas og mange af de andre profeter også havde forudsagt. Det var løftet om at sende sit fok en frelser, ligesom da Moses udfriede jøderne fra Ægypten, eller som kong David, da han vandt over alle israelitternes fjender og gav deres land identitet som et internationalt storrige.
På den tid, da den romerske kejser Augustus, havde indsat kong Herodes i landet, levede der en præst ved navn Zakarias og hans hustru Elsabeth. De var nu blevet gamle, og Gud have ikke skænket dem den glæde at få et barn, og det oplevede Elisabeth som en stor skam. De talte tit sammen om de steder i Bibelen, hvor der står om den frelser, som Gud ville sende sit folk, og de bad altid om: nu ville Gud opfylde sit løfte.
Præsterne ved templet i Jerusalem var inddelt i fireogtyve grupper, og hver gruppe havde tjeneste i en uge, to gange om året. Deres opgave bestod i at brænde rølelsesofre til Guds ære to gange om dagen inde i templet. Men fordi der var så mange præster, var man nød til at trække lod om hvem, der skulle udføre den hellige tjeneste.
En dag faldt loddet på Zakarias. Det var aften, da han gik ind i templets hellige rum for at udføre sit kald, og folkemængden stod udenfor og bad. Pludselig viste Herrens engel, Gabriel sig for ham, og Zakarias blev grebet af frygt. Men englen sagde til ham: ”Frygt ikke Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes”. Zakarias fik at vide, at hans søn skulle være stor for Herren, og englen fortalte ham også, hvordan han skulle opdrage sin søn og om hans gerning som profet. ”Johannes skal gå foran den lovede frelser i profeten Elias´ ånd og kraft”; sådan var budskabet.
Zakarias sagde til englen: ”Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene?” Det skulle han ikke have sagt, for i samme sekund blev han stum, og det var han lige indtil den dag, han skulle navngive sin søn, Johannes.
Den guddommelige oplevelse, som Zakarias havde haft inde i templet, havde taget sin tid, så nu ventede folkemængde spændt udenfor på, at præsten skulle komme ud og overbringe dem sin velsignelse. Men hvad skete der? Da han kom ud, kunne han ikke sige et eneste ord til dem, og så forstod de, at Zakarias havde haft en guddommelig oplevelse i det hellige rum; og han måtte gøre tegn til dem for at blive forstået. Efter sin tjenestetid i templet, tog han hjem til sin hustru, Elisabeth og kort efter var hun med barn. Så kom tiden, hvor hun skulle føde, og hun fødte sin søn, og alle glædede sig sammen med hende.
Den ottende dag kom man fra synagogen for at omskære drengen, og de ville opkalde ham efter hans fader, Zakarias. Da sagde hans moder: ”Nej, han skal hedde Johannes”. De sagde til hende: ”Men der er ingen af det navn i din slægt, ” og med tegn spurgte de barnets fader. Zakarias bad om en tavle, og han skrev: ”Johannes er hans navn.” Og alle undrede sig. I det samme fik han sin stemme igen, og han talte og lovpriste Gud, og fyldt af Helligånden profeterede han: ”Gud har oprejst os frelsens horn”.
Se! Når Zakarias refererer til frelsens horn, så er det med en allusion til de horn, som sad på brandofferaltret i det første tempel, tabernaklet. Når præsten her havde ofret en tyr, strøg han blodet på alterets horn. Blodet var udtryk for det offer, som blev bragt, og som skulle sone Guds vrede, og læser vi videre i pagtens skrifter, finder vi ud af, at den, som greb fat i dette horn, var urørlig, ham måtte man ikke straffe.
Når Zakarias taler om frelsens horn, så peger han på Jesus som vor eneste mulighed for, at vi kan blive frelst. Og Zakarias forklarer sig nærmere: ”Og du, mit barn skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synderes forladelse. Det sker; takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge. Og frem for alt vil han lede vore fødder ind på fredens vej.
I profetien er det Jesus, der er solopgangen fra det høje, og følger vi hans ord, siger Zakarias, vil hans lys også stråle ind over vort liv, så vi kan finde den fredens vej, som vor Herre ønsker, at vi skal gå.
Johannes var den sidste store profet før Jesus.
Han levede i ørkenen ved Jordanfloden og formanede folket om at omvende sig fra deres onde gerninger, og efter at de havde bekendt deres synder, døbte han dem i floden og forberedte dem på den frelser, som snart skulle komme.
En dag kom Jesus for at blive døbt af ham. Da han steg op af vandet, så han himlene flænges, og Ånden dale ned over sig som en due; og der lød en røst fra himlene: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag”.
Sådan blev profeternes forudsigelser opfyldt, da Johannes døbte Jesus i Jordanfloden.
Amen