”Grundtvigs teologiske position”
”Menneske først og kristen saa”
Grundtvig, Nikolaj Frederik Severin
1783-1872
Indholdsfortegnelse:
Den apostolsek trosbekendelse
og livsordets betydning
Grundtvigs nadversyn
Livsudtrykkene og livstegnene
Det menneskelige og det kristelige
”Menneske først og kristen så”
Grundtvigs syn på skriften
Kirke og skole
Grundtvigs syn på historien
Kirkens lutherske Bekendelse
De fire hovedfolkGrundtvigs forhold til den lille katekismus
og Confessio Augustana
Sammenfatning
Den apostolske trosbekendelse og livsordets betydning
Ordet er iflg. Grundtvig alt åndeligt livs ægte udtryk. Det er gennem ordet, at de guddommelige kræfter virker i historien og træder ind i menneskets verden. Al sand teologisk erkendelse udgår således fra den apostolske trosbekendelse ved dåben. Denne omtaler Grundtvig som den mageløse opdagelse, som Gud har skænket ham.
Trosbekendelsen er iflg. Grundtvig Herrens eget mundsord og uadskillelig
fra dåbspagten . Herom skriver han: “ Saaledes lærer Daabspagten
os baade hvad det er for en Fader, hvad det er for en Søn, og hvad
det er for en Helligaand , i hvis Navn et Menneske døbes til Kristen,
og lærer i det hele hvad der udkræves af ethvert Menneske, som
ved Daaben efter Herrens Indstiftelse vil optages i Kristi menighed” Trosbekendelsen
lærer os således om, hvem Gud er i sin treenighed, og hvad et
kristent liv indebærer.
Trosbekendelsen er iflg. Grundtvig menighedens lydelige vidnesbyrd ved dåben.
Dette vidnesbyrd er hans apostles og Herrens eget vidnesbyrd. Iflg. Grundtvig “ forplantet
fra Mund til Mund og fra Slægt til Slægt, som hans egen Munds
Ord”.
Grundtvig betegner den apostolske trosbekendelse som et livsord ( Johannesprologen kap.l , Acta kap. 2-2,4). Et
livsord betyder iflg. Grundtvig, at ordet skaber tro og liv. Det er ord, der går til hjertet. Fadervor og indstiftelsesordene ved nadveren betegner han også som livsord af Herrens eget mundsord.
Livsordets centrale betydning og placering opfatter Grundtvig på følgende måde: dåben er troens sakramente, hvori Kristuslivet , der endnu er udenfor os tilbydes til modtagelse i troens, ja uløseligt knyttet til forsagelsens nej.
Ved dåben ved at sige ja til trosbekendelsen med fredslysningen (jf. Balles dåbsformular ) får mennesket ved Helligånden troen og del i Guds liv.
Bønnen ved dåben, Fadervor er det ord, hvori vi rækker efter det, vi endnu ikke er, men bevæger os imod. (Mattæus 6,9-13). Jesus er til stede hos os i denne bøn.
Grundtvigs nadver syn
Nadveren er den jordiske forsmag på det himmelske kærlighedsmåltid, hvor Kristuslivet meddeles os i sin hele fylde, noget, som vi allerede her på jorden ved Herrens bord får lov til at nyde forsmagen af (Markus 14,22-24).
Nadveren omtaler Grundtvig som et livsnærende sakramente, det nærer og opretholder det kristne liv. Grundtvig udfolder sin anskuelse i salmen “Den levende Christus ” fra 1847:
“Lyslevende, vor Herre, du sad ej på Ærens Sæde,
Hvis ej du var hos os endnu. Lyslevende tilstæde ,
Thi var dit Ord til os kun Tant,
Da var dit Guddomsliv ei sandt,
Da var du kun en Praler”
Dette er det centrale indhold i Grundtvigsk kirkelige Anskuelse. Dåben og nadveren er intet mindre end Guds mund, et lyslevende vidnesbyrd, som vor Herre har efterladt på jorden.
Livsudtrykkene og livstegnene
Kristenlivet begynder iflg. Grundtvig med troen, vokser med håbet og fuldkommes med kærligheden (Markus 12,28-31).
Med kristenlivet mener Grundtvig et liv lig Kristus, derfor kristeligt.
Jesus Kristus er den anden Adam lig mennesket, men uden synd. Iflg. Grundtvig
er dette kristus-liv i os en dyb hemmelighed, en åndelig virkelighed
Grundtvig betragter det kristelige liv, som en delagtighed i Jesu Kristi
eget liv, og derfor må det som alt menneskeliv gennemløbe en
vækst. Kristenlivet er et trosliv , og dette trosliv skal således
iflg. Grundtvig vokse, indtil det i opstandelser har nået Kristus fuldkommenhed
forstået som det evige liv.
Kristenlivet har som tidligere omtalt en tredobbelt karakter; et trosliv , et håbsliv og et kærlighedsliv (1. Kor. 13,13) (Dåben, Fadervor og Nadveren).
Denne trefoldighed i det kristne liv henviser Grundtvig til trosbekendelsens tre led; Fader, Søn og Helligånd.
Kærlighed svare til Faderen, håbet til Sønnen og troen til Helligånden. Tro, håb og kærlighed betegner indholdet af den kristne tro.
Livsudtryk kalder Grundtvig tro, håb og kærlighed, disse ytrer sig i livstegnene; bekendelse, forkyndelse og lovsang.
Jo stærkere tro menigheden er i besiddelse af, jo kraftige vil menighedens livstegn lyde. Livstegnene; bekendelsen, forkyndelsen, og lovsangen svarer til henholdsvis Helligånd, Søn og Fader i treenig heden.
Grundtvig påpeger, at det er af stor betydning at bekendelse, forkyndelse og lovsang foregår på folkets eget modersmål, eftersom mennesket herved er i stand til at skelne sproglige nuancer m.m..
Det er iflg. Grundtvig Helligånden, som virker sammen med folkeånden i menighedens livsudtryk . Derfor er netop de nationale relationer særlig værdifulde, idet mennesket bedst kan erfare troen ud fra sin egen baggrund og opvækst. Livs udtrykkene i menighed vil ligeledes udfoldes kraftigere på folkets eget modersmål.
Grundtvig påpeger, at det kristne liv kommer til udtryk i den levende menighed netop igennem bekendelsen, forkyndelsen og lovsangen. Jo stærkere trosindhold, jo mere fylde og kraft vil livsudtrykket i menigheden få.
Ethvert ord rummer iflg. Grundtvig en større eller undre fylde af kraft, sandhed og kærlighed. Når ordet kommer fra en levende person har det altid denne treenige karakter. Det levende ord er aldrig blot udtryk for et abstrakt indhold, men er altid udtryk for et personligt hjertelag og for en handlende vilje, altså for sandhed, kærlighed og livskraft. Denne trefoldighed findes også i Trosbekendelsen.
Det menneskelige og det kristelige menneske
Den kristne tro beror, som tidligere nævnt på Guds anden skabelse
Genfødelsen ved dåben. Det er det levende ord, der skaber og opretholder et folk, og på samme måde er det med hensyn til kirken iflg. Grundtvigs kirkelige Anskuelse.
Begge steder modtages åndens livskraft ved ordet, og begge steder må det ske i fuld frihed, hvis skaberværket skal lykkes. Derfor betragter Grundtvig også samtidens folkelige vækkelse som frugtbar grobund for den kristne tro.
”Menneske først og kristen saa ”
Kristi og hans menigheds grundmenneskelighed har iflg. Grundtvig en dobbelt tydning. Dels udtrykkes herved, at den sande kristendom er den eneste fuldt ægte menneskelighed, dels udtrykkes at menigheden som sin Herre lever på det faktiske folks vilkår. Det betyder iflg. Grundtvig, at menigheden må gå i lære hos folket. Samtidig har menigheden en tjeneste i folket på det sandt menneskelige. Derfor gælder, at det sandt kristelige er det sandt menneskelige. Men det modsatte er også tilfældet, således at det sandt menneskelige er det sandt kristelige, eftersom begge har modtaget livet fra Gud.
Grundtvig udfolder sine tanker om det menneskelige og det kristne menneske i følgende udsnit fra Den kristelige Børnelærdom:
“Og naar vi nu derhos veed , hvad Erfaring lærer, at ethvert Tungemaals levende Udvikling i aandelig Retning kun gaar for sig under en tilsvarende udvikling af Folkelivet i det hele, saa nødes vi til at betragte Folkelivet på hvert givet Sted som det ny kristelige Livs Forud sætning og Betingelse, da det kun er i de adskillige Folks liv, at Menneskelivet er virkelig til Stede, ligesom det kun er gjennem Folkenes Modersmaal at Menneske-Ordet er i levende Virksomhed”.
Det ovenstående udsnit kan kort sammenfattes til:
“Menneske først og kristen saa ”,
dette er hovedessensen af Grundtvigsk program.
Han er således af den opfattelse, at det kristne menneskes liv, beror på det folkelige liv. Det er det “gamle” førkristne menneskeliv, der udlægger og tolker det nye kristne menneskeliv. Derfor er det nødvendigt, at der foregår en vekselvirkning imellem det folkelige og det kristelige menneske.
Gud lever sit eget liv, men han tager også del i menneskers liv, hvori hans ånd virker iblandt sammen med folkets ånd. Ånden er således livskraften i folket. Ligesom Guds åndsfyldte ord virker i menneskene.
Grundtvig anskuer forbindelsen på følgende måde:
“Sjæle og kroppe i tusindvis kan menneske-aanden forbinde, dem gennemtrænge med ord som lyn, saa alle de eet faar i sinde.
Folkets liv knytter sig iflg. Grundtvig til livsformen dvs., til det daglige familieliv, det kommer til udtryk i sproget, i fornemmelsen for historien og i landets styreform. Grundtvig taler derfor om kærlighedslivet ud fra det almene menneskes liv, dvs., de nære relationer, som forholdet i familien mellem mand og kvinde, forældre og børn. Ligesom han også, når han taler om kærlighed til fædrelandet hentyder til den, som han kender fra hverdagslivet.
Gudbilledligheden består jo som tidligere nævnt i ånd og ord, men den består også i nogle konkrete relationer mellem skaberen og hans skabninger og mellem mennesker indbyrdes. Således som kærligheds livet udfolder sig mellem mand og hustru, således udfolder det sig også mellem Gud og mennesker. I ordet hos menneskene findes der iflg. Grundtvig en rest af tro, håb og kærlighed. Denne bevarede rest efter syndefaldet af tro, håb og kærlighed er en forudsætning for, at mennesket kan overtales af livsordene og røres ved evangeliets ord. Såfremt mennesket ikke kender til livsudtrykkene tro, håb og kærlighed, vil det ikke være i stand til at erkende Guds kærlighed.
Grundtvig har beskrevet forholdet på følgende måde:
“Tro og haab og kjærlighed nedenfra og ovenned
mødes i Guds-ordet ”.
Kortere kan grundforholdet mellem det folkelige og kristelige ikke bestemmes.
Grundtvigsk betoning af den “bevarede” tro, håb og kærlighed som menneskets mulighed for at lade sig vække og trøste af gudsordet , en mulighed, som forberedes gennem den almindelige, menneskelige og folkelige brug af ordet, har den betydning at understrege, at den ægte tro er en fri sag.
Ægte tro finde kun iflg. Grundtvig, hvor ordet godvilligt høres og tros. “Al tvang til tro er snak i taaget ” , hedder det i et af Grundtvigs kendte læredigte.
”Hvor denne menneskets medskabte mulighed for at leve et åndeligt menneskeliv i ordets verden fornægtes, ved at man forsømmer den folkelige og menneskelige opdragelse til ordet, der udleverer man kristentroen til fremmed herredømme.”
Grundtvig betragter det kristne liv, som et livsforløb i vækst med opnåelse af en renset tro, håb og kærlighed.
Grundtvigsk syn på skriften
Bibelen skal iflg. Grundtvig ikke genføde eller give vækst til det enkelte menneske; men den skal oplyse hele menigheden Grundtvig betegner Bibelen som et lysord , dvs., at ordet giver oplysning om det kristne liv. Lysordet har således ikke en livgivende funktion som livsordet . Men Trosbekendelsen, Fadervor og indstiftelsesordene ved nadveren giver tro og formidler nyt liv.
Biblen som skrevet ord deler kår med al skrift i dette at være af ledet i forhold til livet.
Grundvig udtrykker følgende i kap. 11 i ”Den kristelige Børnelærdom”:
”Jeg kalder dette skriftsprog dødt og magtesløst, fordi det ene er i
sin døde og magtesløse Bogstavelighed.”
Iflg. Grundtvig indgydes troen ikke ved døde bogstaver, men ved livsordet , der høres i menigheden.
Men Bibelen har en stor værdi som oplysningsbog . Grundtvig kalder Bibelen den mageløse oplysningsbog , fordi den er den mesterlige beskrivelse af det kristne liv, som Ånden selv har givet.
Kirke og skole
Det er denne adskillelse mellem bogen, som blot giver oplysning og formidler nyt liv, som får Grundtvig til at sige, at Bibelen hører til skolebegrebet og ikke til kirkebegrebet.
Kirken udgør samfundet af dem, som lever det kristne liv i troen.
Et trossamfund kalder Grundtvig altid kirken. Kirken lever sit trosliv ikke, idet den læser Bibelen, men idet den hører det levende Guds ord, som lyder i dåben og nadveren.
Kirken omfatter iflg. Grundtvig alle troende, også de spæde børn, som endnu ikke har lært at læse.
Grundtvig adskiller således mellem kirke og skole. Men de der dog tæt forbundne, eftersom det er den samme menighed, der ses under to synsvinkler.
Skolen er iflg. Grundtvig de samme mennesker, som nu ses som samfundet af dem, der med udgangspunkt i bøgerne oplyser det, som kirken tror og bekender.
Grundtvig betragter teologien som en fremadskridende proces, og dette bevirker også en friere brug af skriften, eftersom den skal tilpasses samtiden.
Dette synspunkt bevirkede, at Grundtvig kom i skarp modsætning til den lutherske ortodoksi.
Grundtvigsk syn på historien og mytologien
Grundtvig mener, at mennesket udvikler sig personligt gennem livserfaring og derfor tillægger han den folkelige oplysning, som historien, mytologien, højskolen og Bibelen stor værdi. Grundtvig betegner den folkelige oplysning som et lysord , det er som før omtalt ord af oplysende karakter, som er grundlæggende for mennesket tilværelse.
Historien og mytologien er for Grundtvig hovedkilden til den folkelige oplysning. Dette synspunkt beror på, at mennesket er Guds skabning.
Det er igennem ordet, at de guddommelige kræfter virker i historien og træder ind i menneskeverdenen og skaber historie.
Ordet binder således menneskeslægterne sammen. Grundtvig mener, at historien og mytologien er Guds åbenbaring i gerning. Der er derfor en uløselig forbindelse mellem mytologi og historie.
Iflg. Grundtvig spiller historien en central rolle, eftersom det er menneskeslægtens egen livserfaring, der udkrystalliserer sig heri. For Grundtvig drejer hele den nordiske mytologi sig om menneskelivet som en kamp. I kamp alene lever mennesket og i kampen alene klares mennesket livsindhold iflg. Grundtvig. I en stor del af sit forfatterskab udfolder han disse tanker. I følgende udsnit fra Rimbrevet hedder det:
“ ...Hvor kun i Blæst! Man ser Bjergtoppen hvid.
Og hvor kun Livet sig rører i Strid,
Hvor, selv naar Kraften sig hyller i Damp...
Tanken og Troens og Vidskabens Hav
som uden Frihed er Asernes Grav”.
” …Ærefrygt dyb for det levende Ord..”.
Grundtvig betragter mennesket som en mageløs og underfuld skabning. Det er skabt til at blive en enhed af støv og ånd (1. Mosebog 2,7). Et guddommeligt eksperiment kalder Grundtvig mennesket, i hvem guddommelige kræfter virker.
Efterhånden vil ånd og støv gennemtrænge hinanden og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed (opstandelsen).
Menneskelivet kan vi således ikke få fuld klarhed om, netop fordi det er Guds værk.
Mennesket opnår ikke erkendelse om livet ved spekulation med sine egne ideer, men kun i samvær og dialog med andre mennesker. Grundtvig er af den opfattelse, at vi ikke kan begynde at leve livet med fuld klarhed over det. Det er naturstridigt. Ægte menneskeliv må, fordi det er skabt som et guddommeligt eksperiment, der skal vise hvorledes støv og ånd efterhånden kan gennemtrænge hinanden og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed, begynde i det hemmelighedsfulde og dunkle og først efterhånden, som det leves, nå til erkendelse af livet.
Troen vokser således gennem erkendelse med tiden. Grundtvig påpeger, at vi ikke er i stand til at leve et virkeligt menneskeliv, hvis vi er uden indsigt i vore forfædres liv. Derfor er mytologien og historien en uundværlig oplysningskilde og en forudsætning for den menneskelige tilværelse.
Kirkens lutherske Bekendelse
I Kirkens lutherske Bekendelse art. 9 hedder det: “Helliggørelsen i betydning et nyt menneskes oprejsning og bevarelse til evigt liv betegnes i Det nye Testamente (NT) i almindelighed som en vækst, en næring til nyt liv.
Denne vækst og næring i livet med Gud sker gennem en ” ligedannelse ” med Kristus i hans død og opstandelse, dette er selve grundtanken i NT's tale om helliggørelse.
Men fødselen til livet og næringen af livet, som er født, er ikke det samme. Dåben er fødselen og nadveren er næringen.
De fire hovedfolk
Grundtvig er af den opfattelse, at der i oldtiden var fire hovedfolk, hebræere, grækere og romere, og hertil kommer det fjerde hovedfolk nordboerne Disse hovedfolk og deres indbyrdes vekselvirkninger udgør den samlede menneskeslægts historie, som Grundtvig anskuer organisk, som romantikerne også gjorde det. Dvs., som en vækst fra barndom over ungdom og manddom til alderdom.
Det er hos disse fire hovedfolk, vi stadig må hente den livsoplysning om folkeliv og menneskeliv, vi søger.
Svarende til hovedfolkene må den ny åndsdannelse have et sprogligt kendskab til de vigtigste sprog.
Latin, mener Luther, er nødvendigt på grund af dets indflydelse i fortiden. Men de lærdes internationale sprog mener han bør være nygræsk, fordi det er et levende sprog.
Grundtvigs forhold til den lille katekismus og Confessio Augustana
(Den Augsburgske Bekendelse, oplæst i rigsdagen i Augsburg 1530)
Grundtvig betegner sig selv som hørende til de gamle lutheranere i sin polemik med regeringen, og roser også Luthers lille Katekismus, som et stort skridt til den kristelige oplysning.
I 1825 indførte han på eget ansvar Luthers Katekismus i de skoler der var underlagt ham.
Bogen, fortæller han, har selv været ham til stor hjælp, men han er utilfreds med, at Luther har medtaget Moselovens 10 bud fordi evangeliet er Guds kærlighedstilbud og altså ingen lov. Grundtvig er også utilfreds med udeladelsen af forsagelsen af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, da det er en uadskillelig del af den kristne menigheds pagt, som vilkårene for optagelse i menigheden. Ligeledes bebrejder han beskrivelsen af menighedens tro, Herrens bøn ; indstiftelsesordene for at stå udenfor deres kristelige sammenhæng bogen.
Grundtvig er stort set tilfreds med den Augsburgske Confession. Men han mener han ikke, at hans prædiken og undervisning kun skulle være troværdig for såvidt den stemmer overens med skriften og Luthers lille Katekismus. Årsagen til dette siger Grundtvig er, at derved kunne han vel komme til at svække troen på Gud, men aldrig styrke den.
Sammenfatning
Det gamle menneske er iflg. Grundtvig det udøbte menneske. Ved syndefaldet fik mennesket en brist (syndigheden) og mistede en del af gudbilledligheden . En rest af gudbilledligheden er dog stadig tilbage, såsom menneskets åndelighed og ordet. Desuden er der en rest af tro, håb og kærlighed i mennesket.
Det nye menneske er det ved trosbekendelsen ved dåben åndeligt genfødte menneske. I dåben gives der syndsforladelse.
Kristenlivet, begynder med troen Trosbekendelsen ved dåben, vokser håbet (Fadervor) og fuldkommes af og i kærligheden (nadveren). Den kristne tro kommer således til udtryk i bekendelsen, forkyndelsen og lovsangen i menigheden.
Det før kristne og det døbte menneske lever således et liv med indbyrdes vekselvirkning. Vekselvirkningen består i, at det før kristne menneske fortolker og udlægger det kristne menneskes begreber såsom tro, håb og kærlighed. Med det kristne liv har livet fået nyt indhold. Et trosliv , dvs., et liv i Kristus. Det kristne beskriver Grundtvig som et liv i vækst.
Derfor spiller den folkelige oplysning, Grundtvigsk kristelige Børnelærdom, Bibelen, historien og mytologien en stor rolle.
Ligesom den almene livserfaring, og de indbyrdes menneskelige relationer, hvor ordet frit kan udfolde sig, spiller en afgørende rolle for væksten af det kristelige liv.
Litteratur
Die Bekenntnisschriften Der Evangelischlutherischen
Kirche Göttingen, 1986.
Grells , H.:
Grundtvigs dispotat til debat, red.
Schørring ,
J.J. Aarhus, 1988.
Grundtvig, N.F.S.:
Den christelige Børnelærdom, København, 1904
og udg. 1941.
Prenter,R .:
Den kirkelige Anskuelse, Christiansfeld,
1983.