Værdien af et menneske 2
Jean—Paul Sartre (1905-1980)
Sartre hævder, at et menneske er i stand til at handle godt uden bagtanker, og at en sådan handling er et ægte forhold til “den anden”.
Sartre skriver i sin ufuldendte etik om, hvordan man hjælper hinanden uden nødvendigvis at forfølge samme mål.
For at belyse politisk undertrykkelse og vold, beskriver han voldens modsætning i en situation, der ikke er voldelig og klart etisk bestemt.
Sartre beskriver en scene, hvor han står på trinbrættet af en bus, og rækker hånden frem for at hjælpe en mand, der løber for at nå bussen med at stige på. Den løbende person appellerer alene til ham i kraft af, at han løber og rækker sin hånd frem for at gribe hans. Dialektikken mellem appel og hjælp danner den moralske situation, hvor handlingen er oprigtig ubetinget og uegennyttig, idet der intet andet fælles mål er end busturen, selvom de to personers mål hver for sig kan være direkte uforenelige.
Dette forhold mellem appel og hjælp adskiller sig i følge Sartre fra forholdet om bøn og fordring.
I bønnen påkaldes den andens opmærksomhed, og den bønhørte bliver et middel for ham, hvem bønnen rettes til, idet den appellerende godtager den andens logik og mål, modsat forholdet med busturen. Bønnen accepterer således, at den bedendes egen vilje domineres af den andens vilje.
Fordringen derimod stiller den anden overfor et kategorisk imperativ, som gennem ens egen vilje søger at beherske den anden.
Disse to eksistensmåder er udtryk for den samme dialektik mellem to ægte holdninger, som udtrykker anerkendelsen af “den anden”, som det subjekt, der gør den, der appelleres til, til objekt. Dette forhold kalder Sartre for skammen, idet han ved at optræde som objekt i verden føler sig forsvarsløst udleveret under den andens blik.
I scenen med bussen, hvor det drejede sig om appel og hjælp, søger ingen af personerne at omforme den anden til genstand for manipulation. Her er der tale om det frie udkast, gennem hvilket “den anden” fremstår som anden værende. Dette forhold kalder Sartre for stolthed eller en bekræftelse på frihed overfor “den anden” som objekt eller om anerkendelsen af forskelligheden. Denne forståelse er sympati for den anden, og hjælpen skal forstås som “overskud” udenfor hjælperens egne mål, som fortsat forbliver intakte. Hjælpen skal ses som en realiseret værdi, ikke på grundlag af, at det er en værdi, men fordi den har værdi for en eller anden her på jorden.
På denne måde har Sartre også forklaret, at frihed under alle omstændigheder er bedre end ufrihed.
Emmanuel Lévinas (1906-1995)
I følge Lévinas kan den anden person ikke forstås som en virkelig anden, hvis man blot tænker personen som led i en totalitet, hvor man kan placere ham, hvor man vil. Hvis der ikke findes en totalitet, der både omfatter ham selv og den anden person, kan den grundlæggende relation, der forbinder dem, kun gå fra ham/jeg og til “den anden”. “Den anden” kan han/jeg derfor ikke møde i forestillingen, men kun ansigt til ansigt. Dette forhold kalder Lévinas for ansigt til ansigt situation.
”Jeg må gå ham eller hende i møde. Vi lærer kun hinanden at kende, for så vidt jeg åbner mig for den anden og erkender, at den anden som sådan har en ret overfor min egen egoisme og over for min vilje til at besidde alt. Bruddet med totalitetstanken affødes således af “den anden”.
Når vi tænker totalitet, tænker vi noget, som er, egnet til at blive behersket af et begrebssystem”, siger Lévinas og fortsætter: ”Derfor er det ikke min tanke men den anden person, der bevirker bruddet med totaliteten. Dette hænder, for så vidt tanken befinder sig over for en anden person, som er uimodtagelig overfor kategorien”.
For Lévinas er ansigtet ikke først fysisk—biologisk og derefter eventuelt etisk, men altid først etisk.
“Den anden person, hvis blik lyser mig i møde som bøn og krav, kan jeg ikke tage fat på som en ting. Men jeg kan myrde ham eller hende”.
Dette forhold kalder Lévinas for skammen.
Skammens rolle hos Lévinas får os til at tænke på Sartres kritik af den pligt, der hviler på dialektikken mellem fordring og bøn, mellem subjekt og objekt.
Lévinas bryder med ideen om virkeligheden som noget neutralt, idet den andens ansigt etisk betragtet udtrykker budet: “Du må ikke slå ihjel!”
Lévinas' etik bygger på forholdet ansigt til ansigt, som er formet af forestillingen om den anden person, der sætter sig op mod menneskets vilje til at ville besidde verden.
Den fælles orden, siger Lévinas, opstår kun ved at det ene menneske giver verden til det andet menneske dvs., giver afkald på at besidde den, så den bliver åben for begge, og ved at friheden giver afkald på vilkårlighed, idet den underlægger sig den andens dom.
Afstandsetik
I sin bog “Sporet efter den Anden”, siger Lévinas, at ansvaret overfor den anden ikke er begrænset til bestemte personer. Bevægelsen mod den anden standser ikke ved dem man kender, men den gælder altid hvert enkelt menneske. Lévinas minder os om den radikale gavmildhed, der skaber værket for den anden hinsides sin død. Værkets væsen tænkt til ende betyder, at dets ophavsmand giver afkald på selv at være til stede, når det når sit mål. At give afkald på at være samtidig med sit værks sejr, siger Lévinas, er, det samme som at sejre i en tid, hvor man ikke mere selv er, dvs., at rette sig mod en tid uden for sin egen tids horisont.
Dette spor efter den anden falder ikke sammen med det sanselige menneske, men det er sporet af menneskelighed i ethvert ansigt, og ethvert menneskeligt væsen er dets udtryk.
Ud fra denne etik tilsiges vi ansvarlighed for den anden, hvad enten personen er fjern eller nær.