Vilhelm Beck
Vilhelm Beck
”Bag den danske kristendomsforståelse”
Indholdsfortegnelse
Indledning
Vilhelm Becks biografi
Vilhelm Becks forfatterskab
Vilhelm Beck og Indre Mission
Becks antropologi
Skramenterne
Dåben
a. Dåben og Guds rige
b. Omvendelse, vækkelse og helliggørelse dåb og Jesu dåb
c. Forskellen mellem Johannes' dåb og Jesu dåb
d. Dåbens indhold
e. Dåbens nåde
f. Sammenfatning
g. Dåbssynet hos de lutherske fædre
Nadveren
a. Udviklingen i Becks nadversyn
b. Årsagen til Becks nadverforståelse
c. Nadverens virkning
d. Nadverens brug
f. Beck og Luthers nadversyn
Konklusion
Bibliografi
Indledning
Vilhelm Beck har som medstifter og leder af Indre Mission været med til at præge dansk kirkeliv , idet missionsforeningen som religiøs vækkelse har været formativ for den brede befolknings forståelse af kristendommen i Danmark.
Ud fra disse præmisser har jeg undersøgt hans baggrund og teologiske udvikling på basis af et repræsentativt udvalg af hans omfattende forfatterskab.
Efter en gennemgang af hans liv og position i Indre Mission, vil jeg karakterisere hans antropologi, dåbs og nadversyn i et luthersk perspektiv, og på denne baggrund prøve at finde et motiv til hans særlige forståelse af sakramenterne.
Vilhelm Becks biografi
Johan Vilhelm Beck, søn af Johan Philip Hunæus Beck og Angelique Sophie Margrethe Rømer, blev født 1829 i Ørslev ved Slagelse, hvor faderen var præst og tillige provst for Arts og Løve herreder. Vilhelm Beck fik hverken i sit hjem eller i Slagelse Latinskole indtryk af en levende kristendom, men skolen lærte ham den disciplin og flid, der senere blev et særkende for hele hans virke.
Beck var som den sidste af fire brødre stærkt knyttet til sin moder, men det var ifølge faderens forventning, at han efter studentereksamen 1849 begyndte at læse teologi.
Da Beck i nogle år havde deltaget aktivt i det muntre studenterliv, tog han sig sammen efter en formaning fra hans fader og blev kandidat 1855. Samme år skaffede faderen ham en stilling som skolelærer i Kalundborg og undgik på denne måde, at sønnen blev soldat, idet lærerne var fritaget for militærtjeneste. Dette kan synes en smule ejendommeligt, idet Becks skoletid faldt sammen med to store krigsbegivenheder, som fik patriotismen til at flamme op i hele landet samt den omstændighed, at faderen selv havde været officer i studenterkoret under Københavns bombardement 1807. På trods af sønnens nationale begejstring blev det atter faderens fordring, der kom til at afgøre hans fremtid.
Beck havde ingen lyst til at blive præst. Årsagen til denne afgørelse må tolkes på baggrund af Søren Kierkegaards polemiske bladartikler: “Øjeblikke” fra 1854-55, hvori Kierkegaard kritiserer den klerikale kristendomsforståelse.
Beck skriver i sine erindringer, at han nær havde opgivet sin tro, fordi han i første omgang misforstod Kierkegaards hermeneutiske diskurs af Kristi efterfølgelse og lidelse som den eneste sande kristendom. Da han senere læste, at forfatteren også bekendte: “Jeg er ingen kristen” og dertil forklarer, at han kun er en digter, der blot kan råbe brand, blev det klart for Beck, at kun den, som selv er kristen, kan præsentere kristendommen ikke kun som en teoretisk lære men som et helt nyt liv. Selvom Beck endnu ikke, som han selv udtrykker det, havde fået fat på “frelsens fulde nåde,” anså han dog herefter sig selv for at være et troende menneske. På baggrund af disse teologiske refleksioner havde han kun foragt for kleresiet, som han evaluerede til den ynkeligste race af alle mennesker med undtagelse af nogle få grundtvigsk orienterede teologer.
Beck, der især tog afstand fra de rationalistiske præsters middagsselskaber, spillelidenskab og baller, kom gennem sit nye trosliv til den anskuelse, at fornøjelser qua kortspil og dans ikke passede sig for et troende menneske, som hellere burde anvende sin tid og kræfter til bedre formål.
Selvom Beck ikke havde ambitioner om at blive præst, havde han dog ofte prædiket i sin faders kirke i Udby ved Kalundborg , hvortil faderen var blevet forflyttet 1840.
Da denne blev syg i 1855, appellerede familien derfor til sønnen om at blive kapellan i sin faders kirke.
Beck imødekom dog først familiens forventning, efter at han havde taget lægens diagnose på faderens sygdom som et tegn på, at hans præstekald også var af Guds vilje. Året efter blev han indsat i embedet, som han varetog til faderens død 1865.
I begyndelsen prædikede han loven i al dens strenghed. Den kierkegaardske patos: kravet om at være afgjort til det absolute var gået ham i blodet og kom til udtryk gennem hans vækkelsesprædiken, der som et tordenvejr fejede over menighedens “fortabte, forbandede og fordømte syndere, der måtte have en frelser”.
I 1859 oplevede Beck en dag, da han var anfægtet af problemer i familien, at Gud greb ind i hans tilværelse.
Beck skriver i sine erindringer, at Herrens stemme lød fast og alvorligt i hans indre: “Uden mig kan du slet intet gjøre .”
Efter denne begivenhed forstod Beck, at eftersom mennesket intet kan udrette af egen fri vilje, må alt skænkes os af Guds nåde.”
Episoden medførte også at Beck, der før havde anset det for en betise at gifte sig på sin lille kapellanløn året efter ægtede sin forlovede gennem ni år, Nina Staffeldt.
Selvom Beck i de første år var påvirket af tidens grundtvigske ideer, følte han sig frastødt af Grundtvigs tale om Bibelen, da denne kun opfattede Skriften på linie med almindelig historieskrivning samt hans forkastelse af ”loven” i ”Den kristelige Børnelærdom”.
I efteråret 1861 blev Beck indbudt til at prædike ved et missionsmøde i Stenlille. Efter mødet holdt missionsforeningen generalforsamling, men på grund af forskellige uoverensstemmelser ved dette møde gik foreningen i opløsning, og i stedet stiftede nogle af deltagerne: ” Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark”.
Beck blev ved denne lejlighed både medlem af bestyrelsen og redaktør af foreningens månedlige blad, ”Den indre Misions Tidende”, og fra 1881 til sin død 1901 var han formand for foreningen.
I 1862 tog Beck på missionsrejse til Midtjylland men vandt, bortset fra enkelte personlige kontakter, ikke varige resultater.
Årsagen til den ringe tilslutning må uden tvivl tilskrives jydernes mistro til alle præster.
Derimod gik det bedre, da han sammen med vennen og præsten, Johannes Clausen, tre år senere atter rejste til fastlandet.
De troende jyder var i begyndelsen meget skeptiske overfor de to præster, men gennem deres forkyndelse og information om Indre Missions virke, vandt de efterhånden jydernes tillid.
Becks gerning som præst og hans arbejde for Indre Mission fyldte hele hans liv. Hans retoriske styrke lå både i den klare formulering og i hans usentimentale ”du form”, hvormed han på utallige missionsmøder overalt i landet appellerede til den enkelte tilhører, som han stillede overfor dommen og Evangeliet.
Biskop Monrad har engang omtalt Beck, som den eneste præst, han kunne holde ud at høre på i to timer uden, at han blev træt. Derimod hævder P.G. Lindhardt, at Beck nok var en stor strateg, journalist og polemiker, men som teolog betød han intet, selvom hans prædinker nok kunne være underholdende læsning pga. deres livlighed. Morten Pontoppidan, der ellers var skeptisk overfor Indre Mission, skriver: “Han var virkelig en prædikant af Guds nåde.
Hal Koch vurderer også Beck som en stor prædikant.
Det var altid Becks målsætning, at Indre Mission skulle virke indenfor folkekirkens rammer i samarbejde med præster og lægfolk.
I 1866 blev Beck efter at have søgt flere stillinger indsat i Ørum kirke ved Grenå, og fra 1874 til sin død 1901 virkede han i sit fødesogn Ørslev - Solbjerg ved Slagelse.
Becks forfatterskab
Den første af Becks fire prædikensamlinger er “Fjorten Prædikener” (1867) og stammer fra missionsrejsen til Jylland i 1865. Den anden prædikensamling “Nyt og Gammelt (1869) er sammensat af de 10 års skrevne prædikener, som Beck havde holdt, da han var kapellan hos sin fader i Udby. Den tredje postille “Fra Livets Kilde” (1881) samt den fjerde og sidste samling “ Paa Livets Vej” (1885) er begge et referat af Becks mundtlige prædikener, som er nedskrevet af en stenograf i kirken.
Af andre større værker vil jeg nævne andagtsbogen “En lille Skattekiste” (1898) samt “Erindringer fra mit Liv (1901), som Beck udarbejdede under et længere kurophold i Karlsbad .
Becks sidste litterære arbejde blev bogen: “Min Konfirmandforberedelse”, (1902), som i korte træk resumerer Becks kristendoms forståelse.
Ud over disse større værker bestod hans litterære virksomhed i redaktionen af Indre Missions blade, ITM, Annexet og “Illustreret Familieblad” samt julehæftet “En lille Julegave til de hellige i Danmark” udsendt fra 1887-1900.
Louis Blauenfeldt har desuden samlet tolv af Becks teologiske foredrag fra 1885-90, som i 1918 blev udgivet med titlen: “Under Vilhelm Becks Talerstol.
Vilhelm Beck og Indre Mission
I formålsparagrafferne til Indre Mission hedder det bl.a., at Evangeliet skal forkyndes for den, der endnu sidder i døden og mørkets skygge, og samtidigt bliver det pointeret, at forkyndelsen skulle foregå indenfor kirkens rammer. Organisationens kolportørerer , som blev antaget ved missionens stiftelse, skulle samarbejde med kirkens præster, og forvaltningen af sakramenterne var underlagt præsteembedet.
Krigen i 1864 blev en væsentlig faktor til at Indre Mission fik en så hurtig udbredelse. Årsagen skyldtes bl.a., at præsten Johannes Clausen med nogle få lægmænd gjorde en stor indsats blandt soldaterne i felten og vandt derved et goodwill, som betingede nye tiltag for vækkelsens fremme.
En afgørende vending for missionsarbejdet skete sidst samme år, i 1864, da en lille missionsforening på Århus egnen sluttede sig til Indre Mission men samtidig stillede det krav, at Indre Mission afbrød enhver forbindelse til grundtvigianerne.
Vilhelm Becks teologiske tolerance havde indtil været så bredt formuleret; “. .at ethvert Menneske stod i Pagt med Gud på den ene Tros og ene Dåbsgrund ”, og selvom de individuelle teologiske positioner godt kunne variere en del fra hans egen kristendomsforståelse, så havde Beck hidtil opfattet vækkelsen som ”en menighed”. På kravet fra den jyske missionsforening begyndte Beck nu at klandre grundtvigianerne, og Indre Mission suspenderede efter aftalen en grundtvigiansk kolportør.
Efter således at have gjort rent bord rejste Beck i sommeren 1865 sammen med vennen Johannes Clausen over Fyn til Århus, hvorfra de begyndte en skes ugers rundrejse gennem Midtjylland over egnen syd for Limfjorden til Djursland. Rejsen blev en succes, og takket være bruddet med grundtvigianerne lykkedes det det snart de to præster at lægge grunden for en videre udbredelse på det jyske fastland. Det viste sig nemlig, at der overalt i Jylland var adskillige troende mennesker, der hurtigt sluttede sig til bevægelsen efter at Indre Mission først var accepteret på fastlandet.
Foreningens kooptanerende bestyrelse med dens overvægt af præster betød reelt, at Vilhelm Beck næsten var missionens absolutte leder fra foreningens stiftelse 1861 og til sin død 1901.
Mange lægfolk især blandt kolportørerne var utilfredse med denne forvaltning af organisationens interesser, men Beck afviste alle deres forsøg på at reformere Indre Mission.
I 1869 kom det til et åbent brud med grundtvigianerene på grund af valgmenighedsloven, som var blevet indført året før. Beck var hverken interesseret i valgmenigheder eller præstevalg, men derimod ønskede han en effektiv kirketugt.
Forholdet til folkekirken var tvetydigt: idet Beck på den ene side accepterede kirkens status i kraft af dens sakramenterer , bekendelsesskrifter og præsteløfte m.m., men på den anden side var den klart nok ikke et kristent trossamfund, og derfor forblev folkekirken det bedste grundlag for Indre Missions arbejde.
Becks målgruppe i den jyske vækkelse lå i klasserne under gårdmandsstanden, derved kom han de sociale grupperinger i møde, hvis udvikling næsten var en menneskealder efter det øvrige Danmark, men som til stadighed donerede missionen de største økonomiske bidrag.
I 1874 flyttede Beck til Vestsjælland, hvor et stort menighedsliv blomstrede op, og samme år blev de første menighedshuse opført, idet hjemmene var blevet for små, men vækkelsen skabte også kriser.
Det oprør, Beck selv anså for et af de mest intrikale , brød ud i 1876, da nogle lægmænd fra Fyn og Sjælland insisterede på, at missionsselskabets regnskaber skulle være offentligt tilgængelige samt at selskabets bestyrelse optog 10-12 lægmænd efter kolportørernes valg.
Beck bøjede sig ikke for oppositionens krav men fastholdt, at de personer, som økonomisk ønskede at støtte vækkelsesarbejdet, måtte have fuld tillid til, at bestyrelsen brugte de betroede midler på den bedst mulige måde. Ligeledes renoncerede han på kolportørernes krav om at få mandat til at forøge lægmændenes antal i Indre Missions bestyrelse.
I 1865 havde Beck stiftet en afdeling af Indre Mission i København, men det urbane arbejde fik snart trange kår, idet det hurtigt kom til en konfrontation mellem to divergerende opfattelser af praksis. Biskop Martensen med mange af de københavnske præster mente, at missionærerne primært skulle udføre diakonalt arbejde, medens Vilhelm Beck holdt på, at omsorgen for de fattige kunne være meget godt, men Indre Missions gerning var ikke at give almisse men at forvalte evangelistens kald. Desuden mente Beck, at københavnernes generelle holdning til forkyndelsesarbejde smagte af “gerningsretfærdighed”. Med denne indstilling til bymission er det næppe mærkeligt, at Indre Mission stagnerede i København, netop som indvandringen fra land til by tog til.
Først senere forstod Indre Mission betydningen af et kristeligt socialt arbejde, og fra 1875 groede der med centrum i missionshuset Bethesda i København et væld af organisationer: en søndagsskole, et magdalenehjem (for prostituerede) , en gård- og midnatsmission, sangforeninger, samt KFUM og KFUK, som blev Indre Missions særlige ungdomsbevægelser. Overfor andre kirkelige retninger kom Indre Mission efterhånden til at stå ret stejlt især overfor grundtvigianerne med deres uklare tale om omvendelse efter døden. Disse angreb til gengæld Indre Missions kristendomsforståelse med prædikater som dømmesyge og farisæisme m.m..
Det nationale spørgsmål, som var grundtvigianernes hjertesag, førte også til spændinger mellem de kirkelige fraktioner. Beck var selv nationalistisk orienteret, medens missionen som bevægelse generelt forholdt sig køligt over for grundtvigianernes patriotiske refleksioner.
I 1880 protesterede præsterne i Thy til deres biskop over de indremissionske kolporteres aktivitet i deres sogne med det resultat, at Beck måtte give missionærerne forbud mod at prædike, og dermed indskrænkede han deres virksomhed til bogsalg og husbesøg . Med disse forholdsregler undgik Beck kun akkurat, at staten blandede sig i Indre Missions forhold.
Fra midt i 1890-erne lykkedes det for Indre Mission gennem “ missionsuger ” at fremkalde nye store vækkelser, der fortrinsvis henvendte sig til den ungdom, som kom fra hellige hjem, der via søndagsskolen nu havde nået “vækkelsesalderen”.
Den nye vækkelsesbølge havde under anglo-amerikansk agitation med dens jagt på “tegn” udløst en gennemtrængende syndfrihedslære i alle de indremissionske samfund. Beck bestræbte sig fra 1896 på at stoppe disse sværmeriske tendenser ved at organisere Indre Missions venner, men syndsfrihedslæren greb om sig og skabte uro i missionsforeningerne.
Udefra blev Beck kritiseret for sin lære om sakramenterne, bl.a.
fordi han insisterede på, at der ikke var syndsforladelse i nadveren.
Beck var nu ældet og plaget af en smertefuld sygdom og måtte slide hårdt for at holde fronten indadtil mod de sværmeriske tendenser og udad til for sin sakramentale interpretation. Organisationens bornerte habitus overfor alt, hvad der ikke direkte havde med Bibelen at gøre, gjorde det muligt for Beck at vogte det autoritære princip i ledelsen. Dertil kom, at lægfolkets tillid til bestyrelsen gennemgående var ubrudt og dets offervilje enestående.
Som religiøs vækkelse med moralske og sociale virkninger fik Indre Mission en ekstensiv indflydelse på de befolkningslag, hvorfra den udgik, og blev på denne måde meningsdannende for den brede befolknings opfattelse af kristendommen i Danmark. På denne baggrund er det interessant at belyse Vilhelm Becks forståelse af kirkens to sakramenter.
Becks antropologi
I sin artikel fra Annekset 1898: “Har Mennesket en fri Vilje?”, forklarer Beck, at vi oprindeligt var skabt med en fri vilje, men mennesket valgte selv at blive en synder, og fordi vi gennem vor fødsel er i slægt med det første syndige menneske er hele menneskeslægtens natur fordærvet.
Med allusion til Salme 51,7 og Efeserbrevet 2,3 taler Beck om, at mennesket af naturen er vredens barn, undfanget i synd og med Guds vrede imod sig. Selv om vi er syndere, har vi stadig menneskets genuine evner, som dog er så fordærvede, at vi er ude af stand til at handle frit.
Beck mener, at børn også er underlagt syndens fordærv, og tager dermed afstand fra pastor Rosenstands udtalelser i Annexet 1891, hvor denne hævder, at nok fødes et barn med en syndig sjæl, men barnet har også en iboende modtagelighed for Guds rige. Becks dåbssyn udspringer således af en traditionel luthersk antropologi, hvor arvesynden fastholdes.
Beck understreger modsat Luther, at uden dåben er vi ikke blot udelukket fra Gud, men vi er også uden evnen til at fatte ting vedrørende Guds rige. Denne evne modtager mennesket i dåben.
Troen på, at kristendommen er sandhed, kan et menneske have ved medfødte evner, men en frelsende tro forudsætter, at Gud griber ind gennem dåbens nåde.
Sakramenterne
Ved sakramenterne forstår Beck en hellig handling, der er indstiftet af Jesus, som gennem et synligt tegn indgiver os en usynlig nåde.
Ligesom vi i vor syndige natur står i forbindelse med den første Adam, og fra fødslen har hans syndige natur i os, således indgår Jesus via sakramenterne i vor natur som en ny Adam og stamfader for hele menneskeslægten.
Dåben
a. Dåben og Guds rige
I et foredrag fra 1895 præciserer Beck forholdet mellem genfødsel (dåb), omvendelse og helliggørelse samt forskellen mellem opvakte og omvendte kristne.
Beck påviser dåbens betydning ud fra Johannesevangeliet kap. 3,7, som fremstiller Jesus belæring af Nikodemus, der opsøger ham for at få den rette forståelse af Guds rige. Med Jesu belæring af den elitære farisæer: “I må fødes på ny”, demonstrerer Beck, at dåben er en forudsætning for at kunne forstå, hvad kristendom er.
Beck sammentænker dåben med menneskets naturlige fødsel, for ligesom vi blev født uden vor egen medvirken, således modtager vi også passivt i dåben et nyt liv under Guds nåde. Dette nye liv definerer Beck som et modsætningsforhold til vor jordiske fødsel med allusion til Efeserbrevet kap. 2,3: ”... Af natur var vi jo vredens børn..”, som står i forbindelse med den første Adam og hele den fordærvede menneskeslægt. Via dåben får mennesket forbindelse til Jesus, som er den nye Adam, og dermed får vi del i hans hellige menneskenatur.
I sin polemik mod baptisternes dåbsforståelse pointerer Beck, at idet dåben er en genfødsel, er barnedåb også den naturligste dåb og netop fordi det er en fødsel, kan den ikke gentages.
I dåben får vi evnen til at tro på, at vi lever en ny eksistens under Guds nåde samt en erkendelse af, at alt, hvad vi modtager, er af nåde.
Når en døbt person konfronteres med Evangeliet, aktiveres den evne til at tro, som mennesket fik, da det blev døbt. Beck mener således ikke, at troen fødes ved Ordet, som høres gennem forkyndelsen af Guds rige, men dåbens kvalitet har implicit kimen til troens nåde.
b. Omvendelse, vækkelse og helliggørelse
Omvendelse er et centralt begreb i hele Becks virke, men omvendelse har ingen relation til dåben.
Ved omvendelse forstår Beck et personlige Gudsforhold, hvor mennesket selv er agens til sin frelse - derfor må omvendelse ikke sættes i forbindelse med dåben, som udelukkende er “en Guds gerning”.
Opvækkelse og omvendelse benytter Beck kun som prædikater på de mennesker, som efter deres dåb har vendt sig bort fra kristen- dommen men atter fundet tilbage til Gud.
Ved en “vakt” forstår Beck en døbt person, der atter har fået interesse for kristendommen, medens en “omvendt er et synonym på det vakte menneske, som har brudt med den syndige verden og fået “et levende og selvbevidst trosforhold til sin frelser”. Beck kalder dette nye trosforhold for “helliggørelse” For Beck er det “at være hellig” en position under Guds nåde, som står i kontrast til menneskets syndige eksistens. Målet for “at være hellig” er “at følge Jesus”, og hans menneskeliv skal være målet for ethvert troende menneske. Midlerne til at realisere en sådan helliggørelse er “Ordets Hørelse og Læsen ”, daglig bøn og hyppig brug af nadveren samt en alvorlig interesse for at følge den trange vej, som fører til den evige frelse.
Beck mener, at et døbt barn bør vokse op i et kristent hjem og der ernærer sig ved sine forældres tro, indtil det er gammelt nok til selv at kunne leve på sin egen tro. Hvis et barn vokser op i et kristent miljø og bliver i sin tro, er der ikke basis for på et senere tidspunkt at tale om en omvendelse af dette menneske.
c. Forskellen mellem Johannes' dåb og Jesus dåb
I Indre Missions Tidende 1879 skriver Beck med udgangspunkt i Mattæusevangeliet kap. 3,13-17 om: “Vor Dåbs Nåde” I dette foredrag gør Beck rede for forholdet og betydningen af Johannes' dåb og Jesus dåb. Beck kalder “ Johannes-dåben ” for en illustration til hans omvendelsesprædiken, fordi Johannes på denne måde gjorde det tydeligt for folk, at de trængte til den Jesus, der skulle komme efter ham. Jesus havde ikke behov for “ Johannes-dåben ”, eftersom han var født uden synd - derimod var det Johannes, der trængte til at blive døbt af Jesus. Jesus forlangte at blive døbt af Johannes til at være alle synderes Frelser, derfor og dertil ville han døbes af Johannes. Jesus blev døbt til at bære vore synder “og være hvad vi ere ”: syndere der skal dø”.
Dette er betydningen af Johannes dåb af Jesus. Beck skriver dette for at gøre op med den misforståelse, at Jesus ved sin egen dåb også stadfæstede vores dåb. V ores dåb blev indstiftet på Kristi himmelfarts dag, da Jesus bød sine disciple at gå ud i verden og døbe de mennesker, der troede på ham, i den treenige Guds navn.
d. Dåbens indhold
Dåben er en fødsel, og derfor er den sakrale handling uafhængig af, om den præst, som døber, har et kristent sind eller et “ tyrkersind ”, når blot dåben bliver udført i hans navn, “så er det Jesus, der døber, Jesus, der genføder Barnet”.
Det liv, vi fødes til gennem vor dåb, er at være, hvad Jesus er: et Guds barn, derfor er vi døbte til at være Guds børn, ligesom Jesus er Guds barn. Dette er Jesus ufortjente gerning mod os i vores dåb.
Selvom vi er født to gange, består vi ikke af en sammenblanding af den gamle og den nye natur, men vi er en ny skabning. På denne måde bliver dåbens indhold til kristendommens centrum: Jesus har byttet med os, og vi er retfærdige for Gud. Dåben er, at Jesus har byttet med os, og vi er retfærdige for Gud.
Dåben er således i Becks teologi et retfærdiggørelsens sakramente.
e. Dåbens nåde
I postillen ”Fra Livets Kilde” skriver Beck, at han længe gik og troede, at den, han havde fået i sin dåb var blevet borte i de mange år, han havde været vantro, og at han derfor måtte have en ny. Da lød nådens Evangelium til ham: ”Han er trofast, som kaldte dig” (1. Thess . 5,24.)” …” Han er trofast, om også Du har været troløs, og Han har trofast gjemt Naaden , gjemt Syndernes Forladelse til dig fra din Dåb, indtil Du en Gang fik brug for den.”
På Golgata købte Jesus (Fra livets Kilde 391): ”Evig Syndsforladelse hos Gud til hver eneste Synder på Jorden”. Beck opfatter denne syndsforladelse som en in extenso universal tilgivelse, som gælder til evig tid, derfor mener han, at det evige liv fødes i dåben.
Gud skænker mennesket syndsforladelse via vandet, der symboliserer dåbens rensende nåde. Vandets kvantitet er uden betydning for dåbens værdi, men derimod er det Guds ord, som ledsager vandet, der konstituerer dåbens sakrale indhold.
Syndsforladelsen, som skænkes i dåben, ser Beck som en renselse, hvor mennesket bliver skyldfrit og helligt, ligesom Jesu selv er hellig.
I sit foredrag på Studenterhjemmet 1895 lærer Beck, at dåbens nåde ikke kan mistes, men ved menneskets vantro forbliver det nye genfødte liv uden indhold, og derfor må der en forkyndelse til for at vække mennesket til bevidsthed om Guds nåde.
I sin prædiken til fastelavns søndag i “Nyt og Gammelt” kommer Beck ind på de helliges sorg over de vantro. Her er dåbens nåde en trøst, for de vantro er dog døbt.
I dåben fik de Helligånden som en fugl fra Paradis, og selvom den ikke synger på grund af vinteren i menneskets hjerte, så er den derinde som Helligåndens gave: evnen til at tro. Fuglen fryser og kryber sammen, fordi den mangler forkyndelsens varme for at kunne synge igen.
Genfødelsen er der og dermed den evige syndsforladelse, hvilket betyder, at et døbt menneske uden tro ikke fordømmes for sine synderes skyld men for sin vantro: “. .Og derfor er Vantroen den skammeligste Uret , som en Synder kan begå mod sin Frelser en uret, som evigt må fordømme et Menneske”
Det menneske, som er døbt, har i sin dåb fået Helligånden og implicit også modtaget evnen til at kunne forstå Guds rige:
“Det er Guds Riges Sæd, som i dåben bliver kastet ind i Menneskenes Hjerter” denne evne mangler det udøbte menneske.
Troen på, at kristendommen er sandhed, kan et menneske få ved medfødte evner, men en frelsende tro betinger, at Gud har grebet ind i menneskets liv. Kødets urenhed sidder i alle mennesker også i de troende, derfor skal det syndige legeme betvinges ved Guds kraft livet igennem. Fordi mennesket gennem dåben er kommet i pagt med Gud, har vi en god samvittighed, synden er udslettet, og nåden har gjort os retfærdige over for Gud.
Med udgangspunkt i Markusevangeliet kap. 10,14: “Lad de små børn komme til mig...” , understreger Beck, at barnedåb er Guds vilje, fordi de udøbte børn også er syndere, og derfor kan de ikke komme ind i Guds rige uden at være født på ny i dåben.
f. Sammenfatning.
Dåben er, som det ene af kirkens to sakramenter, det genfødende,
middel uden hvilket mennesket, hverken kan forstå eller få adgang til Guds rige.
Dåben genføder, nyskaber og giver mennesket en evig syndsforladelse samtidig med, at vi modtager evnen til at tro.
Denne evne kan aldrig mistes, og den findes selv i det vantro menneske, men her dog kun på en instinktiv måde.
Dåben giver del i Jesus natur, derfor bliver mennesket hellig og retfærdig for Gud, og kun vantro kan være en barriere for menneskets frelse.
For Beck er dåben det eksklusive genfødende middel, som udelukker en gentagelse. Omvendelse er ingen genfødsel, og en vantro døbt skal ikke atter genfødes men vende om til den nåde, som Gud en gang har skænket mennesket i dåben.
g. Dåbssynet hos de lutherske fædre og Beck
På mange punkter er der koncensus mellem Luther og Becks
dåbsopfattelse , idet Luther også lærer, at dåben er en nyskabelse og et genfødelsens bad, hvor mennesket forløses fra synden, døden og Djævelen og flyttes over i Kristi rige.
I argumentationen om barnedåb er der også enighed mellem Beck og Luther.
Ligeledes mener Luther, at dåben ikke kan omstødes ved vantro men står ved magt hele livet. Ved dåbshandlingen er det Gud selv, der døber via præstens stedfortrædende agens, og Beck pointerer i konformitet med Luther, at dåbens frelsende karakter er knyttet til troen.
Beck lærer også som Luther, at troen retfærdiggør mennesket, men tilføjer, at dåben er en forudsætning for menneskets tro og frelse.
I apologien til den Augsburgske bekendelse skriver Melanchton i artikel 13,5: Et corda simul per verbum et ritum movet deus, ut credant et concipiant fidem , sicut ait Paulus: Fides ex auditu est ”.
Beck lærer i modsætning til den Lutherske tradition, at dåbens virkning ikke kun er noget mennesket har i troen på Kristus, men uafhængig af troen har mennesket eksplicit via dåben også modtaget evnen til at tro, derfor er dåben nødvendig for menneskets frelse.
Luther opfatter derimod dåbens nåde som fast forankret i troen, således at hele dåbens virkning er bundet til menneskets egen tro.
Nadveren
Om nadveren lærer Beck, at den er indstiftet af Jesus, og ligesom påskelammets blod frelste det jødiske folk fra dødsenglen i Ægypten, således frelser Jesus blod nu mennesket fra Djævelen, døden og Helvede og fører det ud af syndens trældom til et liv i frihed som Guds børn.
Sakramentets virkning beror kun på, om det udføres i overensstemmelse med skriften, eftersom det alene er Gud, der kan tilføre nadveren den sakramentale kvalitet. Når Jesus siger:
“. .Dette er mit legeme. ...dette er mit kød..givet og udgydt for jeres synders forladelse”, skal det forstås således, at i med og under indtagelsen af brødet og vinen indtager, vi også Jesus reelle legeme og blod.
Beck sammenligner Jesus almindelige mennesketilværelse med nadverens reelle substans og Jesus guddommelige natur med sakramentets hellige indhold. Brødet og vinen er hele tiden almindeligt brød og vin, men under sakramentets indtagelse optager vi også Jesus hellige legeme og blod, men hvad der levnes efter nadveren er almindeligt vin og brød.
Beck hævder, at der ikke er syndsforladelse i nadveren, fordi vi har fået tilgivet vore synder i dåben og dermed for hele livet.
a. Udviklingen i Becks nadversyn
I 1863 havde Beck en anden forståelse af nadveren. I sin skærtorsdagsprædiken over 1. Kor. 11,23-30: “Kender Du de to Veje til og fra Herrens Bord?” taler Beck om nadverens kvalitet som en bekræftelse på dåbens nåde og det sted, hvor Jesus møder mennesket og siger: “. .Dine Synder ere dig forladne ”.
I denne prædiken kritiserer Beck den rurale tradition for at gå til alters to gange om året.
Disse nadvergæster er Beck ikke tilfredse med, fordi de møder op til Herrens bord “uden at have ransaget deres hjertes inderste” dvs , uden at de har bekendt deres synder for Gud.
En sådan altergang kalder Beck for “ farisæer-Vejen - hvor mange gaae som stole paa sig selv, at de ere retfærdige”. Denne brede vej, som Beck eksplicit formaner sin læser om at vandre, fører til en fordømmelse af den vanærende nadvergæst fordi: “Du æder og drikker Dig selv til Dom.”
Becks ideale nadvergæst må ikke føle sig værdig til at kalde sig en kristen, men med tårefyldte øjne skal han bede Gud om sine synders tilgivelse.
Dette er “den snæver og trange vej til Herrens bord”.
Vejen fra nadveren deler Beck også op i en bred vej, som fører tilbage til de gamle synder og en omvendelsens vej til ikke at synde mere.
De synder, som Beck især fremhæver, er begærlighed, urene tanker og lyster, men den værste synd et menneske kan begå er “Alter Synder”, fordi andre overtrædelser bliver udslettet, hvis nadvergæsten oprigtigt angrer sin handling, men den uværdige nadvergæst går sin evige dom i møde. Beck kalder også denne vej for “ Judas-Vejen ”, fordi det var sådan, at Judas forlod Herrens bord og gik tilbage til denne verden for at synde.
I sin skærtorsdagsprædiken fra 1867: “ Veed du, hvad Nadveren er?”, hævder Beck, at dette sakramente kun er et billede på syndernes forladelse, uden at han eksplicit afviger fra sit tidligere standpunkt.
I prædikensamling “Nyt og Gammelt” fra 1868 indtager Beck samme position, men i 1871 skriver han i Den Indre Missions Tidende ud fra Lukas kap.22, 14-20: “Hvad er det, der gives os ved den hellige Nadver?”: “Det er ikke Syndernes forladelse, som gives i Nadveren, som man stundtom høre ...'.
b. Årsagen til Becks nadverforståelse
Becks nye habitus til kirkens andet sakramente kan skyldes flere faktorer, som bl.a. kommer til udtryk i hans prædiken fra 1871, der er et opgør med den katolske og reformerte nadverforståelse samt en sanering af kirkegængernes egen arbitrære opfattelse af sakramentets indhold.
Hans prædiken er også et opgør med den dominerende forståelse af nadverens automatiske syndsforladelse, som folk kom for at få to gange om året, eller som Beck selv udtrykker det: “ …Og holder således halvårsregnskab med vor Herre”.
Baggrunden for denne indstilling til nadveren ser Beck i det verdslige syn på synd, der almindeligvis blev opfattet som et brud på et af Moselovens ti bud, og ikke som et udtryk for menneskets syndige natur.
Mange forstod også nadveren som et katolsk levn, hvor altergangen blev til en gerning analog med pilgrimsrejser, aflad og bønner m.m..
Den faktor, som senere blev det bærende argument i Becks interpretation af nadveren, er, at eftersom mennesket en gang har fået syndernes forladelse helt og fuldt i dåben, ville nadverens funktion devaluere dåbens nåde, hvis den også var implicit i kirkens andet sakramente.
I 1860'erne opfattede Beck nadveren som et middel til syndernes forladelse, men cirka ti år senere skifter han standpunkt og forstår herefter nadveren som en attestering af dåbens nåde. Dette sker bl.a. for at undgå et misbrug af nadveren i retning af gerningsretfærdighed, men også fordi dåbens fulde syndsforladelse udelukker en senere repetition af kirkens første sakramente.
c. Nadverens virkning
I nadveren bliver mennesket, som ved dåben, atter forbundet med
Jesus, for at hans hellige natur kan fylde os, og efterhånden
Helt komme til at dominerer vor syndige natur.
I tilknytning til sakramentet følger også en vækst af den gensidige kærlighed, for når Jesus møder os i nadveren med sin hengivenhed, så forsvinder den indbyrdes konflikt.
Ud fra 2. Kor. 13,5: ”Ransag jer selv om I er i troen”, pointerer Beck, at det kun er de troende, der har adgang til nadveren. Beck finder det ganske utilstedeligt, når en vantro nadvergæst gør knæfald for en Herre, han ikke vil tjene, og samtidig tager imod det legeme og blod, som han heller ikke tror på. Mod denne misbrug af nadveren indskærper Beck med henvisning til 1. Kor.11,27: ”Den, der spiser og drikker hans bæger på uværdig måde, forsynder sig mod Herrens legeme og blod”, den vantro nadvergæst kommer derfor til at bære samme skyld som Judas.
d. Nadverens brug
Nadveren er den vigtigste hjælp til, at troen må vokse i et menneske”, og derfor betragter Beck dette sakramente som gudstjenestens højdepunkt, og han finder det meget forfejlet, hvis nogen forlader kirken efter prædiken, når nadveren begynder.
Beck skildrer herefter en række situationer, hvor den troende har særlig brug for at gå til alters, som ex. når der opstår lyst til dømmesyge over andre troende, eller når den troende er i færd med at flytte grænseskellet mellem sig og verden, mellem Guds rige og Djævelens rige.
Beck mener, som maksime, at sakramentet skal bruges hyppigt ligesom i de første menigheder, der måske dagligt blev styrket ved nadverens livgivende kraft. De tidspunkter, hvor et menneskes tros- og kærlighedsliv er ved at dø ud, er der særlig brug for nadveren. Beck sammenligner menneskets trosliv med legemets sundhed, som bedst er tjent med at få en regelmæssig føde.
Det bærende motiv i Becks nadverforståelse er, at vinen og brødet formidler Jesus guddommelige natur, kraft og kærlighed til vækst og styrkelse af troen i mennesket og til kamp mod synden og alt, hvad der truer det kristne liv. Nadveren er eksklusivt for den troende, der ejer syndsforladelsen, men den vantro nadvergæst pådrager sig fortabelsens evige dom.
e. Beck og Luthers nadversyn
På spørgsmålet om nadverens transsubstantiatio (væsensoverførelse) er der konformitet mellem den lutherske lære og Beck, og Melanchton taler ligeledes om nadveren, som et måltid hvor menneskets tro bliver styrket: ” … Ut fides accedat ”. (CA l3,2)
Luther skriver også i sin lille katekistaus : “. . Effunditur ifl remissionem peccatorum ”. Dette afviser Beck.
Konklusion
Vilhelm Beck var en livsbekræftende ung mand uden personlig kristendom, da han efter sin faders vilje blev teolog i 1855 netop i den periode hvor Søren Kierkegaard publicerede sine polemiske bladartikler, “Øjeblikke”.
Efter at Beck havde indtaget en position blandt tidens rationalistiske teologer, udviklede han sig på baggrund af sin Kierkegaardske inspiration til at blive medstifter og senere leder af Indre Mission, som snart efter blev en integreret del af hans liv.
Af hans samtidige var Beck afholdt og respekteret som en stærk personlighed, og eftertiden har vist, at hans indflydelse og teologiske position som vækkelsesprædikant og skribent har holdt sig frem til i dag.
Mod Grundtvigianerne og andre kirkelige fraktioner brugte Beck ofte hårde ord, når han pointerede nødvendigheden af en personlig omvendelsens for at sætte skel mellem Guds rige (dvs. Indre Mission) og denne syndige verden.
Det var altid Becks ønske, at missionshusene forblev samlingssteder for de troende, uden at gudstjenesten om søndagen og altergangen i kirken blev forsømt.
Centralt i Becks teologi står hans dåbs- og nadverlære med dåben som det eksklusivt genfødende nådemiddel, hvor mennesket genfødes og modtager en livslang syndsforladelse samt Helligåndens gave: evnen til at tro. Denne færdighed kan ikke fortabes, men Beck tolker troen som dåbens “ sine qua non” med henblik på den frelsende virkning, dvs. genfødelsen eksisterer nok i det vantro menneske, men troen må komme til for, at mennesket kan blive frelst.
Becks nadverlære knytter til ved dåbens element, idet han her lærer, at nadveren formidler Jesu natur til mennesket samt at der sker en vækst af det nye menneske, idet der via vinen og brødet formidles en kraft til kamp mod synden.
Efter at Beck i ca. ti år havde tilsagt sine altergæster deres synders forladelse, renoncerer han på sit sakramentale grundsyn, bl.a. fordi han vil undgå den gængse opfattelse, at nadveren automatisk giver syndernes forladelse.
I sin teologiske modning udvikler Beck således den lære, at Jesus via nadverens vin og brød bekræfter dåbens nåde, dette er mod den lutherske norm, der hævder, at syndernes tilgivelse både gives i dåben, nadveren og ordet.
Beck betragter forkyndelsen, som det, der viser hen til dåben og nadveren, medens Ordet for Luther er et nådemiddel på linie med dåb og nadver. For Luther er der tale om, at Gud tilbyder mennesket den samme nåde men blot på forskellig måde.
Hos Beck er dåben det eneste genfødselsmiddel, og det eneste middel, der kan skænke syndsforladelse, og det eneste middel, der kan skabe troen. Hos Luther har alle nådemidlerne disse tre funktioner.
Med disse realia in mente må det være klart for den indre missionske kristendomsforståelse, som stadig er baseret på Becks teologiske interpretation; at de bør lade sig korrigere af den lutherske arv.
Bibliografi.
Die Bekennnis Schriften Der Evangelisch - Lutherischen Kirche, Gottingen , 1930,
pp ... .68, 520, 292
Indre Missions Tidende,
1863, nr. 9, pp . 130—139
1867, nr. 12, pp . 177—185
1871, nr. 17, pp . 257—268
1879 nr. 11, pp . 161—72
Indre Missions Tidende,
Annexet 1894 , nr. 10, pp . 145—158
1899. nr. 12, pp . 177—191
Beck, Vilh .: “Erindringer fra mit Liv”, København, 1916
do. : “Fra Livets Kilde, København, 1881 Bind 2
do. : “Min Konfirmationsforberedelse”, København, 1943
do. : “Nyt og Gammelt”, 1872, København
do. : “På Livets Vej”, København, 1885
Blauenfeldt , L.: “Under Vilh . Becks Talerstol, København, 1918
Do. : “Den indre Missions Historie”, København, 1912
Christensen, V.: “ Vilh . Beck”, København, 1942
Hoits , P. : “Kirkelig Forening for Den indre Mission.”, København, 1961
Jørgensen, J.Ø.: “Indre Mission og dåben”, Fredericia, 1975
Kock, H.: “Danmarks Kirke gennem Tiderne, København 1949
Schwartz Lausten, M.: “Danmarks Kirkehistorie”, København 1987
Lindhardt, P.G.: “Vækkelser og kirkelige retninger”, København, 1959
Lundblad, H.: “Et kirkeskifte” red. Kock, H. København, 1960
Printer, R.: “Kirkens lutherske bekendelse”, Fredericia, 1978