Værdien af et menneske 4
Det 5. Bud: Du må ikke slå ihjel.
Budet har tilknytningspunkt i den naturlige og medfødte bevidsthed hos alle mennesker om retten til liv.
Det er afgørende for at forstå budet, at det henvender sig til den enkelte, og at det drejer sig om at “tage liv”, uden hensyn til motiver.
Skal vi forstå meningen og rækkevidden af budet, er det nødvendigt at få fat i det, Bibelen siger om menneskelivet værdi. Her står der, at Gud har skabt mennesket i sit billede, og at han er Herre over livet, samt at han selv opretholder det og tager det tilbage igen.
Det er også vigtigt det, der siges i forbindelse med det evige liv i Paradis, og om den sammenhæng, der er mellem det liv, og livet her i denne verden.
Vi kan hverken definere Gud eller det evige liv, og heller ikke hvis vi bruger døden som modsætning til livet.
Når Bibelen taler om mennesket og dets liv, gælder det ikke bare det fysisk—biologiske liv, men også det åndelig-sjælelige liv. Livet er noget, der er givet til et menneske, men ikke løsrevet fra Gud. Det er på den baggrund, at Bibelen taler om livets værdi.
Livet kan da heller ikke betragtes som det mest værdifulde i sig selv. Det, der er af afgørende betydning, er derimod fællesskabet med Gud i Jesus Kristus. Alt andet er at være levende død (Matt. 8,22; Ef . 2,5).
Den medicinske videnskab har med sin højtudviklede indsigt og teknologi i dag mulighed for at beherske og manipulere med et menneskes liv og død. Den medicinske etik står i dag overfor nye og store problemer, selvom etikken angår de samme grundforhold som tidligere.
Den kristne etik kan imidlertid på Bibelsk grundlag forsøge at understrege de grundforhold, som iflg. Guds ord gælder med henblik på livet og døden, og i forholdet til næsten. Eftersom at både livet og døden må betragtes som mere end det blotte biologiske liv og død.
Der er stor uenighed om en klar definition på: ”Hvornår en person kan erklæres for død”.
Skal døden defineres ud fra
1. Hjertestop
2. Hjernedød
3. Hvordan skal vi definere liv
4. Kan livet overhoved gradueres og vurderes.
I følge min kristne tro opstår menneskelivet i undfangelsesøjeblikket. Denne trosforudsætning har sit grundlag i Bibelen (Sal.139,13—16; Job 10,11—12; Luk.1,13 og Matt. 1,20)
En rent biologisk og medicinsk iagttagelse, som sondrer anderledes ændrer ikke på Skriftens udsagn om ikke at slå ihjel.
På baggrund af den genetiske forskning kan vi i dag med stor sandsynlighed forudsige, hvorvidt forældre vil få et barn med direkte fysiske eller psykiske defekter og/eller bærer anlæg for disse handicap. De muligheder, som de medicinske indsigter åbner op for, kalder til etisk eftertanke, idet et frasorteret menneske måske kunne blive helbredt på et senere tidspunkt i sit liv.
Den genetiske forskning kan naturligvis også bruges positivt set ud fra et Bibelsk synspunkt. Den prænatale diagnostik kan også bruges som grundlag for medicinsk indgreb på fosteret for at helbrede eller forebygge skader.
Set ud fra et Bibelsk standpunkt er menneskelivets værdi givet i og med undfangelsen af selve livet.
Eutanasiproblemet
Dette forhold omfatter alle de spørgsmål, som knytter sig til: at hjælpe enten aktivt eller passivt et menneske til at dø for at hindre flere lidelser eller for at afværge større lidelser.
Problemet rejser sig både overfor ufødte - og nyfødte børn samt lidende, syge og gamle mennesker.
Men denne tanke er ukendt for Bibelen, der opfatter lidelse, som noget, der hører menneskelivet til.
Allerede nu kan vi se begyndelsen til en fremtid, hvor det er naturligt, at en kvinde fravælger sit ufødte barn, hvis en skanning af fostret viser en defekt ved barnet.
Dermed stjæler et menneske sin næstes ret til eksistens.
Det er en udvælgelse, som hører til hedenskabet og nazismens tid, når en kvinde tager livet fra sit ufødte barn, og fødselslæger og jordmødre hjælper et nyfødt og uønsket barn med at dø.
Passiv dødshjælp kan gælde alle syge og lidende mennesker. Her drejer det sig om at holde den medicinske behandling tilbage, som er nødvendig i situationen for at opretholde livet (Handling og undladelse). Men vil vi følge budet, skal vi sætte alt ind på at værne om næstens liv, også hvis patienten selv ønsker at dø. Den samme holdning gælder også overfor selvmord.
Vi skal værne om livet, som Gud har givet os, men en uvillighed mod døden, kan til tider også virke meningsløst. Sådanne tilfælde forekommer, når vi mekanisk opretholder livet i mennesker med en meget høj alder, eller som har en uafvendelig sygdom med døden til følge på et fremskredet stadium.
Dette er et åbent område, hvor den enkelte må handle ud fra sin fornuft og tro, for mennesket har også ret til at dø efter Guds vilje.
Utilitarisme
Ved utilitarisme forstås den etiske teori ifølge hvilken den etisk set rigtige handling er den, der sammenlignet med andre muligheder frembringer den største mængde af positive værdier. Handlingens etiske værdi afhænger således af dens evne til at forøge mængden af positive værdier ud fra nytteprincippet:
“Den størst mulige lykke til det størst mulige antal mennesker”.
For en utilitarist er det forkert at slå ihjel for så vidt at det formindsker lykken eller skaber sorg. Argumenterne mod at slå ihjel henter de ud fra drabets følgevirkninger samt at det er forkert at forkorte et lykkeligt liv. Men de praktiske følgevirkninger er svære at overskue, og vurderingen af et lykkeligt liv er da også svært at måle i praksis. For utilitaristen gælder det, at målet helliger midlerne ( Loyola ), og at midlerne godt kan være uærlighed, uretfærdighed, grusomhed og drab. En sådan holdning er mod princippet om “følgers dobbettydighed ”, der kort kan beskrives som den opfattelse, at man gerne må udføre en god gerning med nogle forudsigelige dårlige følger, men at det er forkert at foretage en ond handling for at opnå gode resultater.
Det kan være et argument for en utilitarist at skabe flere mennesker eller mere lykke for de eksisterende mennesker. Et større antal mennesker med lidt overskydende lykke kompenserer for de få med megen lykke, så længe gennemsnitsmennesket har et overskud af lykke (det totale synspunkt).
Det negative ved utilitarismen er, at den ikke tager hensyn til mindretallet.